søndag den 8. september 2013

Beringer Vineyards Chardonnay Founders' Estate Napa Valley 2007

Denne hvidvin frygtede jeg faktisk var blevet for gammel, men det var den heldigvis  ikke.

Den er lavet på 100% Chardonnay, hvor Ca. 42% af vinen gærer og lagrer i små franske egetræsfade (6% nye) i otte måneder. Resten af vinen gærer og lagrer i små rustfri ståltanke. 60% af vinen gennemgår malolaktisk gæring.

Den dufter af æbler og hyben, hvoraf det mest er hyben der går igen i smagen, der også byder på petroleum, som jeg egentlig troede var forbeholdt gammel Riesling, men sådan har man jo lov at blive klogere og det fungerer fint her og giver en lidt rustik karakter. Den har en pæn længde på eftersmagen og en rimelig kompleksitet. Den har også en anelse bitterhed der dog aldrig bliver for meget på grund af den lidt rustikke karakter.

Vinen er købt på tilbud i Superbest til kr. 100,- mod en normal pris på kr. 160,- Normal prisen er nok lige i overkanten, men til tilbudsprisen er den absolut et godt køb. Jeg lander på 87 point

mandag den 2. september 2013

Roberto Sarotto Barbaresco Riserva, Terra dei Celti 2005

Denne vin må være en af de billigste Barbaresco Riserva på markedet.
Det er ikke lykkes mig at finde oplysninger om vinen, men dog en lille smule om producenten. De fleste steder omtales Roberto Sarotto som negociant købmand, men ifølge Søren Frank ejer han også 20 Hektar vinmarker, hvilket jo er en hel del på de kanter.
Jeg har tidligere smagt et par af hans vine, en Barolo Riserva, der skuffede og en almindelig Barolo der var dejlig, omend det var en meget lille Barolo.

Vinen har et rødbrunt skær, der indikerer lidt alder. Duften byder på røg og tobak, hvilket heldigvis også går igen i smagen. Den byder også på en god del bitterhed. Tanninerne bider lidt, men ikke mere end at det blot er med til at give lidt karakter. Den er ikke særlig frugtrig, men det er trods alt også en Riserva. Den er ikke særlig kompleks, men dog rimelig karakterfuld. Dog ikke særlig karakteristisk for vintypen.

Vinen er købt på tilbud til kr. 60,- mod en normalpris på 100,- i Irma. Den er dog steget lidt  pris siden jeg købte den. Den er på tilbud i denne uge til 149,- for 2 flasker og 399,- for 6 flasker. Normalprisen står i dag til 129,-
Det er en vin der vel nogenlunde er tilbudsprisen på 66,- værd, så er problemet bare at man skal købe 6 stk for at få den til 66,- stykket. Jeg lander på 84 point.

tirsdag den 6. august 2013

G.D. Vajra Barbera d'Alba 2009

Denne vin er lavet i mere end 400 meters højde. Den består naturligvis af 100% Barbera og har ligget 14-16 måneder på fad, hvoraf de fleste har været store fade.

Den byder på en intens duft af kirsebær og en lille smule hvid peber, hvilket følges fint op af smagen. Den har en fin syre en stor friskhed og er noget kølig i udtrykket.
Den er kun moderat kompleks, men lækkerhedsfaktoren er høj. (Lækkerhedsfaktoren må snart være et ord jeg har brugt nok, til at det kommer i ordbøgerne).  Det er en meget klassisk Barbera, der smager som man forventer af en Barbera, bare bedre. Jeg holder også meget af de mere fadlagret typer, men de er altså ikke helt så klassiske som denne.

Vinen er købt hos vinspecialisten på tilbud til kr. 105,- hvilket jeg synes er et godt køb. Normalprisen på kr. 185,- er dog for meget. Jeg lander på 88 Point

søndag den 4. august 2013

Pine Ridge Chenin Blanc Viognier 2010

Første årgang af denne vin blev lavet i 1979. Vinen stammer fra Napa Valley i Califonien og er lavet på 79% Chenin Blanc og 21% Viognier.

Den dufter fint af hyldeblomst og fersken, hvilket heldigvis går fint igen i smagen. Den har i starten en rank og sprød syre, der dog hurtigt bliver afrundet. Det er en let drikkelig vin der dog ikke er voldsom kompleks. Den kan faktisk godt minde lidt om Lemelson i stilen, men denne vin har dog mere at byde på og er væsentlig billigere.

Vinen er købt hos Vildmedvin på tilbud til kr. 130,- mod en normal pris på 150,- Den står nu til normalprisen hos vildmedvin, men kan stadig fås hos tvh.dk til tilbudsprisen. Det er en vellavet vin, men selv tilbudsprisen er for høj. Jeg lander på 86 point


søndag den 28. juli 2013

Coopers Creek Pinot Noir 2008

Denne vin blev bare åbnet og nydt uden den store research.

Den bød på en god, men dog ikke voldsom syre, så den går fint både med og uden mad. Det første der møder en er nogle florale noter med lyse bær, men den byder også på en anelse kostald og andre rustikke toner. Læg dertil en smule peber og andre krydderier, som jeg ikke helt kunne identificerer.

Vinen er købt på tilbud til kr. 70,- i superbest mod en normalpris på 90,- Den er tæt på at være normalprisen værd, så absolut et godt køb til tilbudsprisen. Jeg lander på 85 Point.

søndag den 14. juli 2013

Penfolds Thomas Hyland Adelaide Shiraz 2008

Penfolds er et af Australiens største vinhuse, både hvad angår kvalitet og kvantitet. Grange er deres topvin og har blandt andet opnået de magiske 100 point af Wine Advokate. Jeg har smagt et par af deres andre vine og mildest talt med meget forskellige resultater. Jeg har smagt et par af deres billigste der faktisk var glimrende vine til prisen, men jeg har også smagt en af deres vine til kr. 2000,- der ikke var bedre end at man kunne kalde det en fin hverdagsvin. Prismæssigt er vi lige over de billigste her. Den er lavet på en samling af druer fra Barossa, Coonawarra, McLaren Vale og Padthaway.

Den byder på en fin duft af peber og kirsebær, hvilket heldigvis også går igen i smagen. Kirsebær er dog en note der glider i bagrunden efterhånden som den trækker noget mere luft. Peber og andre krydrede noter bliver kraftigere og den begynder at byde på solbær og måske en smule brombær. Lig dertil en del bitterhed og nogle meget bløde tanniner.
Stilen er en rigtig bamset, kraftig og fyldig vin. Den er ikke specielt elegant, men der er dog ikke noget marmelade her, jeg savner dog lidt struktur, det er ikke lige min kop te, selvom kvaliteten vel sådan set er i orden.

Vinen er købt på tilbud til kr. 95,- hos vinspecialisten mod en normalpris på  kr. 150,- Tilbudsprisen er vel lige akkurat i orden. Jeg lander på 85 Point.




Lemelson Vineyards Pinot Gris Tikka's Run 2007

Jeg har et lille projekt, hvor jeg prøver at blive lidt gladere og klogere på hvidvin, hvilket blandt andet betyder at jeg prøver at købe lidt dyrere hvidvine end jeg tidligere har købt. Det er jo lidt sjovt, at jeg rask væk giver et par hundrede kroner for en rødvin, men at jeg har svært ved at få mig selv til at bruge det samme på en hvidvin.

En af dem jeg havde fundet der skulle udfordre rødvinene er denne Pinot Gris, der kommer fra Oregon. Vinen er lavet på økologiske druer.

Vinen har en ret lys gul farve når man tænker på at den har lidt alder. Både smag og duft er præget af honning melon, dog uden ret meget sødme. Syren er lettere afrundet men dog tilstede.

Det var korte smagsnoter, men det hænger desværre sammen med, at den ikke har meget mere at byde på. Det er en udenmærket hverdagsvin, men det er altså slet ikke nok i den her prisklasse.

Vinen er købt på tilbud til kr. 220,- hos vildmedvin mod en normalpris på hele kr. 310,-  Tilbudsprisen på den her vin er direkte absurd. Jeg kan godt leve med at betale lidt for meget for en vin, det er den slags der sker, men det her er rent tyveri. Jeg lander på 83 Point