lørdag den 22. november 2014

Cascina Cucco Barbera d'Alba 2010

Cascina Cucco´s basis Barbera i en god årgang. Vinen er ikke fadlagret.

Det første der møder en er høj syre og noget kirsebær. Efter noget luft vinder den lidt i kompleksitet, om end den stadig fremstår lidt simpel og rund i strukturen (eller mangel på samme). Frugten fremstår dog ren og frisk.

På andendagen skiftede jeg fra Zalto Universal til et mindre Luigi Bormioli glas. Det hjalp den til at samle sig og fremstod nu lidt mere rank og en del mere charmerende.

Vinen er grundlæggende vellavet med sin friske rene frugt og solide syre, men jeg foretrækker Barbera med lidt fad, det giver lidt mere struktur og kompleksitet.

Købt hos Carlo Morelli til forudbestillings pris kr. 65.-  mod en normalpris på kr. 85.-
Normalprisen er nok lige på grænsen, men til forudbestillingsprisen er det helt sikkert et godt køb.  Bør drikkes let afkølet af små glas, på en varm sommerdag, som tørstslukker eller til let mad. Jeg lander på 84 point.

tirsdag den 27. maj 2014

Bodegas Resalte Ribera del Duero Crianza 2005

Denne vin er lavet fra vinmarker der er 40 år gamle i gennemsnit. Vinen har gennemgået en maceration på 25 dage og har ligget på fad i 18 måneder.

Jeg har for nogle år siden smagt deres billigste vin Balsion crianza som jeg dengang var meget glad for. For nyligt smagte jeg også Balsion Reserva 2003 som også var glimrende. Resalte er vidst nok deres topserie, men altså her i Crianza udgaven fra 2005.

Duften byder på klassisk Temprenillo næse med masser af krydrede noter med peber som det klart mest markante indslag, men også godt med mørke bær, hvilket smagen følger fint op på. Smagen byder også på kirsebær og måske en smule brombær. Den slutter med medium tanniner og en god tør fornemmelse.

Vinen er købt hos memberswine.dk, til kr. 165,- hvilket vel lige er på grænsen da jeg vil vurderer den til omkring kr. 150.- men en rigtig dejlig vin. Jeg lander på 89 point.

fredag den 28. marts 2014

Champagne 1. Cru Brut Reserve NV. Benard-Pitois a Mareuil-Sur-Ay Brut

Denne Champagne er ifølge forhandlerens hjemmeside lavet på 60 % Pinot Noir, 40 % Chardonnay og 5 % Pinot Meunier. Lidt simpel hovedregning tyder dog på at det nok ikke er helt korrekt vedmindre vinen indeholder 105% druer.
Chardonnayen er gæret på fad, mens de andre er vinificeret på stål. Vinen har lagret 36 måneder "Sur Lie", altså på gæresterne.

Vinen blev nydt i selskab, så det var først på anden dagen jeg fik taget lidt noter.
Den har en fin duft af fyldig fersken og lidt brød, hvilket går fint igen i smagen, hvor brødnoterne dog er noget tydeligere. Vinen har god fylde, men fremstår alligevel rank. Den er mineralsk og har en fin længde på eftersmagen. Den er ikke voldsom kompleks, men dog fint karakterfuld.

Den er købt hos Bichel vine på tilbud til kr. 229,75.- mod en normalpris på 299,75.- Hvis vi tager i betragtning af hvor højt Champagne normalt er prissat, virker normalprisen vel nogenlunde i orden, hvilket gør den til et rigtig godt køb til tilbudsprisen. Jeg lander på 88 point.

fredag den 28. februar 2014

Tenuta Ulisse Rosso Terre di Chieti IGT 2009.

Tenuta Ulisse skulle angivelig anvende en metode til nedkøling af druerne lige efter de er blevet plukket, hvorefter de hurtigst muligt bliver presset. Det skulle give en mere ren og frisk frugtsmag. Jeg tror endda de har taget patent på metoden.

Vinen kommer fra Abruzzo der ligger centralt i Italien. Vinen er baseret på Montepulciano og små mængder Cabernet Sauvignon og Merlot. Den har ligget kort tid på franske barriques.

Det første indtryk er en ret fyldig, saftig, frugtrig og lettere krydret smag. Der er noter af solbær, hindbær lidt peber og kirsebær. Tanninerne er kun akkurat tilstede og meget bløde. Der er godt med "sol" i glasset, men også en god friskhed til at give balance. Da den havde trukket noget luft fik den lidt mere karakter, men mistede lidt af friskheden. Tilsidst afsluttede den med en god del bitterhed. Den blev nydt til hjemmelavet pizza, hvilket passede rigtig godt.

Jeg mener at kunne huske at den blev købt hos Parkwine til ca. kr. 80.- hvilket ville være meget rimeligt prissat. Jeg lander på 86 Point.

søndag den 23. februar 2014

Mine Jule og nytårsvine (Forsinket).

 Jeg har ikke taget noter til mine jule og nytårsvine, men jeg synes alligevel de fortjener et par ord med på vejen, selvom det er meget forsinket.

Hos os plejer der at komme Amarone på julebordet, og 2013 var ingen undtagelse. Der er naturligvis masser af andre vine der fungerer, men der er ikke ret meget mad der klæder en Amarone, som den fede og søde julemad.
Guerrieri Rizzardi tilstræber økologisk produktion som det hedder. Stilistisk er vi vel nogenlunde midt imellem traditionsbundne og moderne producenter. Den har masser af power, men det er pakket fint ind, så vinen fremstår både harmonisk, ren og i balance. Alkohollen er pakket godt ind i frugt og krydderier, så den slet ikke bemærkes. En flot og nærmest elegant vin.

Vinen er købt på tilbud i vinspecialisten til kr. 200.- hvilket er en meget favorabel pris. Normalprisen på ca. kr. 400.- er i lige i overkanten, men ikke direkte vandvittig. Jeg lander på 92 point.

Til ris a la manden skulle der i år portvin på bordet, hvilket ikke er en selvfølge. Sidste år var det Kirsebærvin fra Frederiksdals gods og det kunne ligesåvel have været recioto.

Denne Burmester Colheita 1997, fremstod ret elegant, med en fin syre til at supplere sødmen. Vinen bød også på nødder marcipan, blomme og måske et strejf af svesker.
Et super glas portvin.

Vinen er købt hos Philipsonswine på tilbud til kr. 130.- Ved køb af 12 stk. mod en normalpris på kr. 500.- ved køb af et styk. Jeg er bestemt ikke nogen stor fan af Philipsonswines 12 styks pris politik, men her var vinen så god, at jeg kunne leve med at skulle købe 12,  for tilbudsprisen er lidt af et scoop. Jeg lander på 92 point.
Til nytårsmaden har vi ingen faste traditioner, men i år stod den på sushi, så Rosé Champagne var et oplagt valg, og den matchede da også maden perfekt.
Jeg har før smagt Charles de Cazanove brut Champagne, det var faktisk ved forrige nytår, som jeg synes godt om.

Jeg kan kun sige at denne er på nogenlunde samme niveau, hvilket jo er positivt. Den er som forventet en smule kraftigere, end den normale Brut version, men den elegante om end lidt simple stil er bibeholdt. Et dejligt glas vin.

Blandt billige champagner er det noget af det bedste jeg har smagt, så en klar anbefaling. Den er købt på tilbud til ca. kr. 190.- i superbest mod en normalpris på 240.- normalprisen kan forsvares og tilbudsprisen er favorabel.  Jeg Lander på 88 Point.



Til kransekagen klokken 12, skal der naturligvis halvsød Champagne på bordet. Denne har jeg også smagt den i en tør udgave, hvilket jeg ikke var særligt begejstret for.

Denne var dog langt bedre end sin tørre bror, måske et eksempel på flaskevariation, måske er den bare bedre.

Jeg havde købt den på tilbud til kr. 70.- men normalprisen ligger på 150.- i netto når de har den. Til kr. 70.- er den et scoop og til kr. 150.- kan prisen vel til nød forsvares. Jeg lander på 85 point.









Når man kan få et nytårs batteri, der udstråler eksklusiv vin, så er jeg jo solgt, selvom de ikke har noget med hinanden at gøre. Købt i Harald Nyborg til en overkommelig pris og leverede varen.

fredag den 17. januar 2014

Champagnesmagning hos Leisner Wine

Endnu et forsinket blogindlæg...
Kort før nytår var jeg inde hos Leisner wine og smage 3 fremragende champagner.

Den førstevar Comtes De Champagne Taittinger. En blanc de blancs fra 2000.

Den havde en fin duft af æble og lime, hvilket også gik igen i smagen, men dog ikke så markant som i duften. Smagen bød også på fin friskhed og en pæn del mineraler, uden at det dog blev for meget. Smagen bød også på noget abrikos.
Eftersmagen havde en rigtig fin længde og fremstod med en flot elegance, hvilket den dog ikke var ene om.
Den har angiveligt fået 96 point af Wine Advokate.
Den var på tilbud til kr. 895.- mod en normalpris på 1295.-


Dom Ruinart Champagne Blanc de Blancs 2002.
Her fik jeg ikke taget ligeså mange noter, men jeg fik noteret mig, at den var mere floral i karakteren end den forrige, men stadig frisk og mineralsk.
Absolut ligeså elegant, men måske vil jeg mene at denne er et mulehår efter comtes.
Denne var også på tilbud til kr. 1095.- mod en normalpris på kr. 1495.-

Louis Roederer Cristal Champagne 2006.
Jeg havde egentlig regnet med at denne ville være lidt for ung, men den performede virkelig flot.
Klart mere parfumeret, men også en klar smag af brød. Ligesom de andre var den også frisk og mineralsk. Alle 3 bød på en renhed og elegance som jeg ikke tidligere har smagt i champagner, hvilket var særlig tydeligt her i den sidste, hvilket også var med til at gøre den til min personlige favorit.
Denne var naturligvis også på tilbud til kr. 1295.- mod en normalpris på kr. 1695.-

Det er lidt svært at tale om value her, men de performede alle tre på et højere niveau end jeg tidligere har smagt Champagne, så selvom priserne er høje får man afgjort mere kvalitet end de billigere, så prisen kan vel et eller andet sted forsvares.

torsdag den 9. januar 2014

Reinhold Hart Piesport Goldtröpfen Spätlese 2006

Der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid, da jeg har haft travlt med at flytte. Nu er vi flyttet, men der er stadig meget at gøre, så derfor vil der fortsat være lidt stille i en periode. Vin er der naturligvis stadig blevet drukket og her var der en der fortjente et par ord med på vejen, selvom det er lidt tid siden jeg drak den.

Denne Riesling Spätlese er på mange måder det jeg har ledt efter et stykke tid. En god hvidvin, der giver mig samme tilfredsstillelse som et godt glas rødvin.

Den har en fin duft af abrikos og fersken, hvilket går fint igen i smagen, der også byder på citrus, en god del sødme og en fin mineralitet, der er med til at give vinen en god balance. Stilen er frisk og ganske elegant.
  • Vinen er købt hos Løgimose på tilbud til Kr. 166,- mod en normalpris på Kr. 245,- dog ved køb af 3 stk. Den er vel nogenlunde normalprisen værd, så absolut et rigtig godt køb til tilbudsprisen. Jeg lander på 90 point. 

søndag den 1. december 2013

Til smagning i Nimbs med Vinotek Marchesi di Frescobaldi



Denne smagning var den sidste i år, i Nimbs Vinotek. De foregående har været rigtig godt arrangeret, men denne var desværre ikke helt på højde med de andre. Med så få vine man skal smage, er det ikke så svært at arrangerer en rigtig smagerækkefølge, hvilket også var lykkes rigtig godt til de foregående smagninger, men her blev Tenuta di Castiglioni 2011 placeret som den 6. vin i rækkefølgen, hvor den nok burde have været nummer 3, hvilket desværre gjorde at den faldt til jorden. Da det er en vin jeg før har smagt hos den lokale vinhandel, ved jeg hvor godt den kan smage.
Noget andet var at en af vinene slet ikke var til salg, andre blot ikke i den aktuelle årgang. Hvad har de mon tænkt på?

Pomino Bianco 2012, var en af de vine, som man kunne smage i en anden årgang end den der er til salg nu. Det er 2011 årgangen der sælges af og den koster kr. 105.- flasken. Den er lavet primært på Chardonnay
og Pinot Blanc Den bød på en fin duft af æble og en anelse citrus, hvilket går fint igen i smagen. Stilen er rund og relativt blød, med en moderat syre. Den er ganske elegant , men ikke særlig kompleks. En dejlig ukompliceret vin jeg faktisk har fortrut lidt at jeg ikke købte, selvom den vel kun nogenlunde er prisen værd, men den smager altså godt.

Pomino Benefizio Riserva 2011 var en af de vine man faktisk kunne købe i den aktuelle årgang. Prisen ligger på 245.- Den er lavet på 100% Chardonnay og har først på 5000 liters store slovenske egefade og derefter på 225 liters barriques.
Den er lidt mere lukket i både smag og duft. Lidt tid i glasset åbner lidt op, men ikke meget. Sammenlignet med første vin er denne kraftigere, men hverken mere kompleks eller ligeså elegant. Den har noget mere bitterhed og mindre frugt og friskhed. Det er meget muligt at den vil blive meget bedre, hvis man giver den nogle år på langs, men som den performer her bryder jeg mig ikke om den. Alt for dyr i min bog.

Nipozzano Chianti Riserva 2010 var endnu en vin, som man endnu ikke kan købe i den aktuelle årgang, men det kommer vel. Jeg har desværre ikke fået taget et billede af denne og de to næste vine, da der var for mørkt ved dette bord. Den er lavet på 100% Sangiovese.
Den bød på en fin duft af kirsebær og noget hengemt, måske skovbund. Specielt kirsebær går igen i smagen, den bød på en god syre, men savner pt. den tørhed og kompleksitet, som jeg synes en Chianti Riserva skal have. Det er muligt at det vil komme med nogle år på langs, men som den performer her er jeg ikke imponeret trods en relativ overkommelig pris på kr. 150.- eller 125.- ved seks stk. synes jeg ikke det er noget særlig godt køb.

Mormoreto 2010 Igt. er en supertoscaner lavet på 25% Merlot, 60% Cabernet Sauvignon, 12% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot. Den har ligget 18 måneder på fad. Den bød på mere solbær i både smag og duft, men også lidt kirsebær. Sammenlignet med forrige vin var den også mere tør og karakterfuld. Den har en tillige en lavere syre. Duften bød også på noget røg. Denne vin er ikke mulig at købe på nuværende tidspunkt, men det kommer vel.

Mormoreto 2009 Igt. Var langt mere veludviklet end 2010. Mere åben og kompleks, men stilen er sådan set den samme, et rigtig godt glas vin, der dog koster kr. 450.- hvilket er for meget, men værd at holde øje med, hvis den kommer på tilbud.

Sidste bord stod i lyset så her var det muligt at tage billeder igen. Her kom den forkerte smagerækkefølge desværre i vejen for den første vin. Tenuta di Castiglioni 2011 Igt. Jeg har som sagt tidligere smagt vinen hos den lokale vinhandel og jeg husker den som en dejlig frisk sommervin, hvilket naturligvis falder til jorden efter en stor og kraftig vin som Mormoreto. Jeg har noteret mig en frisk kirsebær duft, hvilket gik fint igen i duften, en smule syre, men ikke meget.


Endnu en vin der ikke var mulig at købe i den aktuelle årgang, da smagningen fandt sted, men det er den blevet sidenhen.
Castel Giocondo Brunello 2008. Var overraskende åben i smagen af så ung en Brunello, der ikke engang havde været hældt på karaffel. Smagen bød også på kirsebær, samt nogle rustikke toner og et pænt tanninbid. Umiddelbart en fornuftig Brunello, men normalprisen på Kr. 405.- virker alt for høj.  Det skal dog siges at ældre årgange ofte har været på tilbud til kr. 200-250.- hvilket er mere rimeligt.

Castel Giocondo Ribe al Convento 2003 Riserva er slet ikke mulig at købe i Danmark, men et spændende bekendtskab.
Den bød på en duft af kostald og lidt skovbund, hvilket gik igen i smagen, der også bød på kirsebær og røg. Den havde stadig et fornuftigt, men ikke voldsomt tanninbid. En flot og perfekt moden vin, måske objektivt den bedste på dagen, men jeg har et svagt punkt for Mormoreto 2009, der måske vil blive endnu større med tiden.






søndag den 20. oktober 2013

Frankrig mod Spanien


De sidste to rødvine jeg har drukket, har lignet hinanden så meget, at det gav mening at sammenligne dem.

Domaníne des Anges Ventoux 2009 er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah. Syrahvinen ligger 4 måneder på eg, før den blandes med Grenachen, og herefter lagres vinen yderligere 6 måneder, før den filtreres let og fyldes på flaske.

Duften giver ikke så meget fra sig, men smagen er meget frugtrig, fyldig og med masser af solbær og et snert af peber. Eftersmagen er i den korte ende og tanninerne næsten ikke tilstede. Frugtsmagen er meget ren, men ikke særlig kompleks. Kvaliteten er sådan set i orden, men personligt savner jeg karakter.

Vinen er købt på tilbud hos Jyskvin til kr. 59,- mod en normalpris på kr. 82,- Tilbudsprisen er vel egentlig et godt køb, normalprisen er nok på grænsen men ikke vandvitigt. Jeg lander på 84 Point.


Pieza el Coll Calatayud 2008. Vinen er lavet på Biodynamisk dyrket druer, den har lagret på franske og ungarske fade og fyldt på flaske ufiltreret. Drue sammensætningen er  50% Aragon, 30% Carinena, og 20% Provechon. Aragon og Provechon, er begge kloner af Grenache, Carinena kender jeg ikke. Den har ligget på franske og ungarske fade.

Denne minder som sagt meget om den foregående, fyldig, blød, mørk, let krydret og masser af solbær. Eftersmagen er muligvis en smule længere og den er også lidt mere karakterfuld.
Det er ikke store forskelle her. Det er begge ukompliceret og vellavet vine, men der er ingen tvivl om at jeg foretrækker den Spanske her. Den har lidt mere karakter og kompleksitet.

Vinen er købt i Superbest på tilbud til kr. 60,- mod en normalpris på kr. 90,- Tilbudsprisen er absolut et godt køb, om end normalprisen er på grænsen. Jeg lander på 85 Point Så 1-0 til Spanien denne gang.

søndag den 13. oktober 2013

Barolo Ravera Elvio Cogno 2003

Denne vin har jeg smagt tidligere, både i denne årgang herhjemme og i 2008 udgaven til Gamberro Rosso smagningen. Den har fået 24 måneders fadlagring. (12 måneder på nye Allier-fade og 12 måneder på store 25hl slovenske fade). Vinen er deres Basis Barolo.

Jeg fik ikke taget så mange noter til denne vin, men den skal alligevel have nogle ord med på vejen.
Den har et svagt orange skær, men ikke så udpræget som man måske skulle tro for en 10 år gammel vin.
Duften byder på trøffel, skovbund og lidt gammel kælder, hvilket alt sammen går fint igen i smagen, der også byder på læder og nogle ret solide tanniner. Det er en klassisk fuldblods Barolo, der stadig leverer varen omend den præsterede bedre sidst.

Vinen havde en del mere bundfald, en jeg husker den havde sidst, men det kan jeg måske vende tilbage til i en anden artikel.

Vinen er købt hos Toscavini på tilbud til kr. 199,- mod en normalpris på kr. 299,- Første gang jeg smagte den synes jeg den var normal prisen værd, men det er den ikke helt som den performer her, men dog stadig et godt køb til tilbudsprisen.  Jeg lander på 90 Point som den performer her.

onsdag den 2. oktober 2013

Alighieri smagning i Nimbs vinotek

Serego Alighieri er et gammelt traditionsrigt vinhus, med cirka 600 år på bagen.
Det er også kendt for at være stedet, hvor Dante skrev den Guddommelige komedie.
Det er Masi der står for produktionen og distributionen af Alighieri's vine, men markerne ejes af Aligheri familien og de har da også deres helt egne smageprofil.

Den første vin der blev budt på, var ikke fra Aligheri, men fra en af nabo producenterne.
Det var en muserende vin fra Ferrari.
Den havde en fin, men svag duft af fersken. Den var nogenlunde frisk, meget tør og ikke særlig kompleks. Det var ikke en vin der faldt i min smag og prisen på kr. 205,- er alt for høj.

Den anden vin jeg smagte, var en hvidvin fra Aligheri Possessioni Bianco 2011 Igt. Sjovt nok lidt i samme stil, men mere karakterfuld og kraftigere i både smag og duft. Mere bitter og mere kompleks. Ikke helt min kop te, men absolut en vellavet vin, der objektivt vel nogenlunde listeprisen på kr. 85,- værd.

Den næste vin var det røde modstykke til hvidvinen. Possessioni Rosso 2011 Igt. Den er lavet på 16% Sangiovese, 70% Corvina og 14% Molinara  Den har en let sødlig duft, hvilket går igen i smagen. Dertil noget syre og en passende fylde. Den byder også på nogle svage tanniner, der dog er nok til at give lidt karakter, samt en smule bitterhed.
Det er en charmerende hverdagsvin, som jeg rigtig godt kan lide, men listeprisen på kr. 110,- er dog for meget i min bog.

Poderi del Bello Ovile er fra deres deres Toscanske sideprojekt. Den er lavet på 80% Sangiovese, resten er Canaiolo og Ciliegiolo. Den har mindre syre og mere styrke og krop sammenlignet med forrige vin. Den er også mere karakterfuld og har en pæn længde på eftersmagen. Den stod til kr. 100,- hvilket virker rimeligt.

Valpolicella Anniversio. 2009 DOC Classico Superiore, Veneto, var mere rustik og landlig i duften, hvilket gik fint igen i smagen. Den er også mere karakterfuld end de forrige. Der er noget syre, men dog ikke helt så meget som de forrige vine, men dog lidt mere tannin. Den har en fornuftig længde på eftersmagen. Listeprisen står til kr. 175,- hvilket er i overkanten, selvom det er et dejligt glas vin.

Vaio Amarone Valpolicella Classico DOC 2006.
Selvom vi her er ovre i en fuldblods Amarone, er det imponerende som stilen holdes. Der er stadig en fin syre, men også meget mere tannin, kompleksitet, fylde, styrke og flot lang længde på eftersmagen. Den står til en listepris til kr. 425,- hvilket virker yderst rimeligt.

Vaio Amarone Valpolicella Classico DOC 1996.
Det første der møder en her er noget der minder om en portvinsnæse, mums den dufter godt. Smagen er umiddelbart noget sødere end 06'eren, men slutter stadig rimelig tørt.
Smagen har her en smule mere kompleksitet. Tanninerne bider lidt, men ikke så meget som den forrige. I sig selv er det en flot og kompleks vin, men den forrige havde mere struktur.
Den står til kr. 894,- hvilket er for meget, selvom det er interessant at smage en vin med så mange år på bagen, der stadig er i fin form.

Cascal dei Ronchi Recioto DOC Classico Veneto 1/2 Liter.
Klassisk Rocioto med masser af kirsebær, men også med lidt tannin og syre, hvilket faktisk gør at den drikkes rigtig godt uden dessert. Her fik jeg desværre ikke taget flere noter, da jeg bare gik og nød den.
Den står til en listepris på kr. 350,- hvilket er en fin pris, måske endda en rigtig god pris.

Som jeg har antydet er det utrolog flot som stilen holdes og der bare bygges lag på lag, efterhånden som man bevæger sig op i deres sortiment.






lørdag den 28. september 2013

Beringer smagning i Nimbs Vinotek




Beringer er et af Amerikas ældste vinhuse, da det startede tilbage i 1875. Mange af de ældre vinhuse i USA lukkede under forbudstiden i 30'erne, men ikke Beringer, de overlevede ved at sælge altervin til den katolske kirke. Et smuthul i lovgivningen, der gjorde det muligt for nogle få vinproducenter at overleve.
Beringer er i dag et af de største og et af de mere prestige fyldte vinproducenter der i USA i dag, og har et ret bredt katalog.

Den første vin jeg smagte var Beringer Sparkling Zinfandel Rosé. Nu er jeg normalt ikke særlig glad for hverken Zinfandel eller for rosé, så det var ikke de store forventninger jeg havde, men den var overraskende frisk og lækker, med en fin jordbærsødme og en smule hindbær. Den havde også en snert af bitterhed, men kun lige nok til at give lidt karakter. Det er bestemt ikke nogen særlig kompleks vin, men som terrassebasker i sommervarmen, tror jeg den vil fungerer rigtig godt. Vinen stod til 99,- hvilket jeg mener kan forsvares. Nu venter jeg så  bare på at det bliver sommer igen, inden jeg investerer i den.



 Founders Estate Chardonnay 2010, er en vin jeg har anmeldt her på bloggen, dog i en ældre udgave. Denne var meget lig den ældre jeg anmeldte, men dog med lidt mere friskhed, der indikerer at den nok er bedst i sin ungdom. Jeg noterede mig noter af melon og en rimelig balance mellem fedme og syre, omend jeg nok havde foretrukket lidt mere syre her. Vinen stod til kr. 99,- hvilket må siges at være lidt for meget, men kan man finde den på bud, kan det være et glimrende køb.








Napa Valley Chardonnay 2011, også en vin jeg har anmeldt her på bloggen i en ældre udgave, var meget lig Founders Estate, dog med noget mere fedme og kompleksitet, på trods af at den først virkede noget lukket. Efter lidt tid i glasset begyndte den dog at lukke lidt mere op. Sammenlignet med den ældre jeg anmeldte har denne ikke de lidt rustikke toner endnu, hvilket jo absolut er en smagssag om man kan lide det. Jeg vil mene at det er en vin man skal give en del ilt, hvis den nydes ung.
Den står til en listepris på kr. 275,- hvilket klart er for meget, men igen en vellavet vin, der er muligt at finde billigere og dermed kan være en investering værd.


Chardonnay Private Reserve 2011. Man skulle tro at den var alt for ung, men hældt på karaffel, performede den flot. Den mindede for så vidt meget om de to andre Chardonnay i stilen, men niveauet var meget højere. Den er mere kompleks, elegant og lettere rustik i udtrykket. Eftersmagen har en god længde.
Den stod til en pris på Kr. 460,- hvilket nok er lige i overkanten, men dog ikke helt vanvittigt, for den har klasse.

Classic Zinfandel 2012 var sødere end den Sparkling Rosé jeg smagte først, men mindede ellers om den med jordbær og hindbær noter. Den ekstra sødme og manglen på bobler, gør den mindre frisk og charmerende, så selvom prisen her er faldet til kr. 85,- er det for mig et klart ringere køb.


Classic Zinfandel 2010 Har ikke ligget på fad, så her er en mulighed for at smage druen rent så at sige. Den byder på sødme, fedme og lidt bitterhed. Den har så afgjort en markant varm marmelade karakter. Tanninerne er svage, men en smule syre er med til at give lidt karakter. Listeprisen er også her kr. 85,- hvilket ikke er særlig attraktivt for mig, mest fordi jeg ikke bryder mig om vinen, men også set i forhold til hvad man kan forvente sig til prisen.
Classic Cabernet Sauvignon 2011 er også lidt varm i stilen, men dog ikke helt så meget marmelade. Den har noget kirsebær og lidt mere tannin og karakter. Det er stadig en lidt simpel karakter, men dog mere indbydende. Den står også til kr. 85,- hvilket er for meget i min bog, men dog ikke helt så vanvittigt som Classic Zinfandel.

Founders Estate Zindfandel 2010 er mere balanceret end den billigere Classic Zinfandel. Den har mindre sødme, mindre marmelade og en anelse mere kompleksitet. Den er et klart bedre køb end Classic Zinfandel, men dog stadig for dyr når man kikker på deres listepris.

De tre sidste vine stod desværre så mørkt at det ikke lykkes mig at få taget et ordentligt billede af dem. De blev alle hældt på karaffel, så de fik lov til at åbne sig ordentligt.

Beringer Knights Cabernet 2006, har ligget 16 måneder på små fade, hvoraf 30% er nye.
Det første der møder en er tobak og peber. Den byder dog også på kirsebær og lidt flere tanniner. Stilen er rimelig rank og kompleks, men med ret stor fylde. Der er absolut ikke noget marmelade her. Kompleksiteten er også i orden.
Listeprisen var vidst  kr. 260,- hvilket vel er nogenlunde rimeligt.

Napa Valley Cabernet Sauvignon. 2010 var der mere knald på, den nærmest eksploderede i munden. Hvorefter der ikke skete så meget. Jeg gensmagte den da den havde fået lidt mere luft. Stadig en ung og viril vin, med friske tanniner, men nu også mere kompleks og med noter af peber og solbær. Eftersmagen har en fornuftig længde. En flot, men også meget ung vin, der nok skal udvikle sig over de kommende år.
Listeprisen på kr. 350,- er nok lige høj nok, som den performede her, men giv den nogle år på langs og det kan gå hen og blive et ganske godt køb.

Private Reserve 2006 var den eneste rødvin der havde en virkelig flot duft, med intense krydderier hvor peber var tydeligst. Det gik heldigvis igen i smagen, der var ualmindelig balanceret og karakterfuld. Den bød på dybde, kølighed og faste tanniner. Eftersmagen havde en fin længde og rundet det hele fint af.
Listeprisen på kr. 595,- er som den performer her, måske lige på grænsen, men det kan ikke udelukkes at den udvikler sig yderligt, hvilket sagtens kan gøre det til et godt køb. Det er helt sikkert et rigtig godt glas vin.

Det var et rigtig fint arangerment. Det var nemt at finde den rigtige smagerækkefølge, med 3 borde, hvor man tager dem et af gangen, gør det svært at lave for mange fodfejl. Smageglassene var nogle meget store Ridel glas, der efter min mening er alt for store i forhold til de mængder man får i glassene. Det er ganske enkelt sværere at indfange duften, men ellers nogle super glas.
HJ Hansen og deres samarbejdspartner skal have tak for de fine arrangerment.



søndag den 22. september 2013

Til fødselsdagssmagning hos Philipsonwine

Philipsonswine havde et yderst ambitiøst smagekatalog på programmet, desværre var serveringen ikke i top. Smagningen fandt sted i Børsens flotte lokaler, så rammen kunne ikke være meget bedre. Inden jeg begynder at blive alt for mavesur, vil jeg komme med en lille kommentar til deres smageglas. De er ikke ret store og passer nærmest ideelt til de ret små mængder man bliver budt på til sådanne smagninger. Derhjemme hvor vi jo heller mere i glasene er det selvfølgelig en fordel med et stører glas.

Med så mange store vine havde jeg forsøgt at gøre mit hjemmearbejde og lavet en smagerækkefølge til de vine som jeg gerne ville smage. Jeg vidste godt at der kun var 2 timer at gøre godt med, hvilket er i underkanten, med så mange vine.
Philipsonwine havde desværre valgt at dele smagningen op i 2 heat, af hver en time. Ca. 2/3 af de vine jeg havde på min liste var i andet heat, hvor de helt klart havde samlet hovedparten af de bedste (og dyreste) vine. De havde efter min mening også solgt en anelse for mange billetter, så der gik lidt mere gedemarked i den end godt var.
De lidt for mange mennesker og tidpresset var medvirkende til at jeg næsten ikke fik taget nogle noter og kun taget nogle ganske få billeder.

I første heat havde jeg blandt andet glædet mig til Bollinger Chanpagne Rose brut, det var da også den bedste rosé jeg har smagt uden sådan rigtigt at begejstre. Craggy Range Sauvignon Blanc Te muna Road Martinborough 2012 var vel smagningens værste vin, den smagte lige frem af sæbe. Ikke imponerende når man tager 99,- stykket ved køb af 12 flasker. Der var dog også gode vine imellem. Blandt andet Catena Alta Malbec Mendoza 2010, Barolo Cannubi Luigi Einaudi 2005, Pigaro Amarone della Valpolicella Speri 2010, Chârteneuf du Pape Rouge Château La Nerthe 2010. Der var desværre også en af de store der skuffede, det var Côte-Rôtie Château d'Ambus 2009 fra Guigal. Den smagte bestemt ikke dårligt, men blot blød og rund. Der er ikke nogen tvivl om at den nok skal blive mere karakterfuld og kompleks med alderen, men man kunne jo have hjulpet den lidt på vej ved at hælde den på karaffel inden smagningen, eller som det ser ud til at de gør i kultbaren blæser luft ned så de åbner sig mere op.

Andet Heat  Bød på masser af god vin, men også den største skuffelse i forhold til afholdelsen af arrangementet. Det var specielt de dyre  Bordeaux vine krydret med Sassiacaia 2009, Insignia Napa Valley Joseph Phelps Vineyards 2009 og Côtes-Rotie La Turque Côte-Brune 2009. De blev alle serveret fra samme bord uden at blive iltet ordentligt. Det var nærmest kaos, for alle ville jo smage dem og selvfølgelig først i heatet, for tænk nu hvis de løb tør... Hvilket jeg også selv gjorde, men det var ligeså meget for at smage dem mens smagsløgene var bare nogenlunde friske.
De smagte nu allesammen godt ved det bord, omend det er lidt barnemord og de vil helt sikkert udvikle sig meget med tiden. Bordeaux vinene, var alle meget elegante, men prisen taget i betragtning savnede jeg lidt længde på eftersmagen. Det kan dog skyldes at de blev serveret i andet heat, hvor jeg allerede havde smagt på en del vine. Det var specielt Château Montrose 2. Cru Saint Estèphe 2010 der imponerede, med lidt mere kompleksitet, karakter og elegance. Det kan selvfølgelig være at den bare udvikler sig lidt hurtigere end de andre, men på dagen præsterede den bedre. La Turqe fra Gugal er også værd at nævne, som en af de bedste fra det bord. Insignia var nok den mest udviklet af dem, og smagte bestemt godt, men ved direkte sammenligning savnede jeg elegancen fra Bordeaux vinene, den var dog på nuværende tidspunkt mere karakterfuld.
Sassicaia er jo rigtig interessant i denne sammenhæng da jeg smagte den i kultbaren, da de havde åbent hus i marts måned. Her smagte den nu også godt, men dog markant bedre ved kultbaren, hvor både iltning og den rette temperatur var under kontrol. En anden faktor er selvfølgelig alle de vine jeg havde smagt inden jeg smagte den her. I Kultbaren havde jeg kun smagt en vin inden jeg smagte den, som jeg godt nok havde drukket, og her havde jeg smagt på mindst 15 vine inden måske endda 20, Så smagsløgene var afgjort ikke helt friske selvom jeg havde spyttet 90% ud.

Andre gode vine i andet heat var blandt andet Chârteneuf-du-Pape Cuvée des Cadettes Château La Nerthe 2009, tror jeg var årgangen, Nicolas Catena Zapata, Bollinger Champagne La Grande Année 2004, der dog var alt for dyr og min absolutte favorit Burmeister 1937 som jeg tidligere har smagt i deres kultbar, da de havde åbent hus.
Der var bestemt flere gode vine der havde fortjent at blive nævnt, men manglen på noter gør det desværre umuligt.

Hvordan skulle man så have gjort det?
Ja efter min mening havde det været bedre om man havde nøjes med 25-30 vine i alt, som man så kunne serverer ved ét heat, så man havde længere tid. Smagningen kunne også sagtens vare 30-60 minutter længer i alt. De dyre vine burde have fået noget mere luft på den ene eller anden måde og fordeles på flere borde. Lidt nedkøling af de bedste vine havde heller ikke skadet.
Billetterne kostede kr. 600,- for smagninen og kikker man på smagelisten er det bestemt ikke for meget, men måden man afholdte det på gjorde at det ikke helt var pengene værd, selvom der var rigtig mange gode vine. Jeg håber de gør det på en anden måde næste gang.


lørdag den 14. september 2013

Podere Le Caggiole Tiberini Vino Nobile di Montepulciano Riserva 2001

 Denne vin er lavet på 85% Pugnolo Gentile (Sangiovese klon), 10% Canaiolo Nero & 5 % Mammolo den har gennemgået 42 måneders lagring på store Slovenske fade og franske Allier-fade af ukendt oprindelse.

Det første der møder en er en duft af tjære, hvilket går igen i smagen, men primært i starten. I starten er den lidt lukket i smagen og har mest lidt rustikke toner, men efter at have trukket lidt luft, træder den mere i karakter, med klassiske sangiovese dyder som kirsebær, timian og rosmarin. Tanninerne er relativt bløde og bider akkurat nok til at til at give lidt karakter. Det samme kan man sige om syren, der hele tiden er til stede, men uden at dominerer.  Den byder også på lidt bitterhed og et snert at sødme inden tørheden sætter ind til sidst. Hvis man skulle ønske sig lidt mere kunne det måske være lidt længde på eftersmagen, men alt i alt er det en velafbalanceret og velsmagende vi, der dog nok ikke skal gemmes ret meget længere. Stilen kunne godt minde om Chianti Classico Riserva, men druesammensætning, område og fremstilling er jo også mere eller mindre identistk.

Vinen er købt på tilbud hos Toscavini til 139,- hvilket virker nogenlunde rimeligt, normalprisen på kr. 199,- hvilket som den perfomer nu er for højt. Jeg lander på 88 point



mandag den 9. september 2013

Cantina Vignaioli (Elvio Pertinace) Barbaresco Vigneto Marcarini 2004


Moden enkeltmarks Barbaresco fra et godt år. Cantina Vignaioli også kaldet Pertinace er et koporativ, hvilket er ret normalt i Barbaresco.

Vinen har undergået middel lang maceraction og har ligget et år på en blanding af middelstore og små fade.

Den er lidt brunlig i kanten, der indikerer at den har lidt alder. Første indtrykket er en duft af tjære og en fløjels blød smag. Efter at have trukket noget luft, bliver den mere kompleks og får også den helt rigtige stramhed, som Barbaresco skal have. Dertil også lidt kirsebær, trøfler, læder og lidt skovbund. Den har en middel lang eftersmag og afslutter med en god tørhed og et ganske pænt tanninbid.

Vinen er købt på tilbud til kr. 150,- i suberbest. Jeg kan ikke helt huske normalprisen. Tilbudsprisen er vel nogenlunde i orden, jeg lander på 89 point.

søndag den 8. september 2013

Beringer Vineyards Chardonnay Founders' Estate Napa Valley 2007

Denne hvidvin frygtede jeg faktisk var blevet for gammel, men det var den heldigvis  ikke.

Den er lavet på 100% Chardonnay, hvor Ca. 42% af vinen gærer og lagrer i små franske egetræsfade (6% nye) i otte måneder. Resten af vinen gærer og lagrer i små rustfri ståltanke. 60% af vinen gennemgår malolaktisk gæring.

Den dufter af æbler og hyben, hvoraf det mest er hyben der går igen i smagen, der også byder på petroleum, som jeg egentlig troede var forbeholdt gammel Riesling, men sådan har man jo lov at blive klogere og det fungerer fint her og giver en lidt rustik karakter. Den har en pæn længde på eftersmagen og en rimelig kompleksitet. Den har også en anelse bitterhed der dog aldrig bliver for meget på grund af den lidt rustikke karakter.

Vinen er købt på tilbud i Superbest til kr. 100,- mod en normal pris på kr. 160,- Normal prisen er nok lige i overkanten, men til tilbudsprisen er den absolut et godt køb. Jeg lander på 87 point

mandag den 2. september 2013

Roberto Sarotto Barbaresco Riserva, Terra dei Celti 2005

Denne vin må være en af de billigste Barbaresco Riserva på markedet.
Det er ikke lykkes mig at finde oplysninger om vinen, men dog en lille smule om producenten. De fleste steder omtales Roberto Sarotto som negociant købmand, men ifølge Søren Frank ejer han også 20 Hektar vinmarker, hvilket jo er en hel del på de kanter.
Jeg har tidligere smagt et par af hans vine, en Barolo Riserva, der skuffede og en almindelig Barolo der var dejlig, omend det var en meget lille Barolo.

Vinen har et rødbrunt skær, der indikerer lidt alder. Duften byder på røg og tobak, hvilket heldigvis også går igen i smagen. Den byder også på en god del bitterhed. Tanninerne bider lidt, men ikke mere end at det blot er med til at give lidt karakter. Den er ikke særlig frugtrig, men det er trods alt også en Riserva. Den er ikke særlig kompleks, men dog rimelig karakterfuld. Dog ikke særlig karakteristisk for vintypen.

Vinen er købt på tilbud til kr. 60,- mod en normalpris på 100,- i Irma. Den er dog steget lidt  pris siden jeg købte den. Den er på tilbud i denne uge til 149,- for 2 flasker og 399,- for 6 flasker. Normalprisen står i dag til 129,-
Det er en vin der vel nogenlunde er tilbudsprisen på 66,- værd, så er problemet bare at man skal købe 6 stk for at få den til 66,- stykket. Jeg lander på 84 point.

tirsdag den 6. august 2013

G.D. Vajra Barbera d'Alba 2009

Denne vin er lavet i mere end 400 meters højde. Den består naturligvis af 100% Barbera og har ligget 14-16 måneder på fad, hvoraf de fleste har været store fade.

Den byder på en intens duft af kirsebær og en lille smule hvid peber, hvilket følges fint op af smagen. Den har en fin syre en stor friskhed og er noget kølig i udtrykket.
Den er kun moderat kompleks, men lækkerhedsfaktoren er høj. (Lækkerhedsfaktoren må snart være et ord jeg har brugt nok, til at det kommer i ordbøgerne).  Det er en meget klassisk Barbera, der smager som man forventer af en Barbera, bare bedre. Jeg holder også meget af de mere fadlagret typer, men de er altså ikke helt så klassiske som denne.

Vinen er købt hos vinspecialisten på tilbud til kr. 105,- hvilket jeg synes er et godt køb. Normalprisen på kr. 185,- er dog for meget. Jeg lander på 88 Point

søndag den 4. august 2013

Pine Ridge Chenin Blanc Viognier 2010

Første årgang af denne vin blev lavet i 1979. Vinen stammer fra Napa Valley i Califonien og er lavet på 79% Chenin Blanc og 21% Viognier.

Den dufter fint af hyldeblomst og fersken, hvilket heldigvis går fint igen i smagen. Den har i starten en rank og sprød syre, der dog hurtigt bliver afrundet. Det er en let drikkelig vin der dog ikke er voldsom kompleks. Den kan faktisk godt minde lidt om Lemelson i stilen, men denne vin har dog mere at byde på og er væsentlig billigere.

Vinen er købt hos Vildmedvin på tilbud til kr. 130,- mod en normal pris på 150,- Den står nu til normalprisen hos vildmedvin, men kan stadig fås hos tvh.dk til tilbudsprisen. Det er en vellavet vin, men selv tilbudsprisen er for høj. Jeg lander på 86 point


søndag den 28. juli 2013

Coopers Creek Pinot Noir 2008

Denne vin blev bare åbnet og nydt uden den store research.

Den bød på en god, men dog ikke voldsom syre, så den går fint både med og uden mad. Det første der møder en er nogle florale noter med lyse bær, men den byder også på en anelse kostald og andre rustikke toner. Læg dertil en smule peber og andre krydderier, som jeg ikke helt kunne identificerer.

Vinen er købt på tilbud til kr. 70,- i superbest mod en normalpris på 90,- Den er tæt på at være normalprisen værd, så absolut et godt køb til tilbudsprisen. Jeg lander på 85 Point.