tirsdag den 22. januar 2013

Gambero Rosso Vini d'Italia tour 2013 4. Del

Bisol laver denne mousserende vin, som var den eneste de medbragte. Jeg er normalt ikke voldsomt begejstret for mousserende vine, men engang imellem skal man jo give de vintyper man ikke er så begejstret for en chance.
Bisol ligger i Veneto og vinen hedder "Valdobbiadene Brut Crede".
Smagen er frisk, men ikke kompleks heller ikke særlig elegant, det er som om den ikke hænger ordentlig sammen.
Dette er et godt bud på ringeste vin ved smagningen.

mandag den 21. januar 2013

Gambero Rosso Vini d'Italia tour 2013 3. Del







Cantina Valpolicella Negrar var næste producent jeg smagte. Ripasso Valpolicella Classico Superiore La Casetta 2009 hedder den.
En lidt let Ripasso, først troede jeg faktisk det var en almindelig Valpolicella, men da jeg fik set nærmere på flasken kunne jeg se at det var en Ripasso. Det er en god let vin, med florale noter.

Amarone della Valpolicella Classico Villa Domini Veneti 2005 fik jeg desværre ikke taget noget billede af. Vinen har modtaget 3 glas af Gambero Rosso.
Amarone i den lidt rustikke stil. Den har et pænt taninbid og vil nok udvikle sig lidt de næste par år. En god vin.

søndag den 20. januar 2013

Gambero Rosso Vini d'Italia tour 2013 2. Del

Næste vinhus jeg smagte vine fra var et jeg havde fået anbefalet af en venlig herre fra det forrige bord.
Vinhuset hedder "Montalbera" og den første vin jeg smagte her var "Ruché di Castagnole Monferrato La Tradizione 2011". Druen er "Ruche" en ret ukendt drue herhjemme, om den er mere kendt i Piemonte, hvor vinen er lavet ved jeg ikke.
Den er ualmindelig elegant, frugtrig og frem for alt charmerende. Den havde kirsebær og parfume som de mest dominerende noter. Det er en let vin, med lav syre og uden ret mange tanniner.
Et rigtig dejligt bekendtskab og helt sikkert en vin jeg vil prøve at opsøge. Helt sikkert dagens charmetrold.

Den næste vin Montalbera havde at byde på var ""Ruché di Castagnole Monferrato Laccento 2011". Den mindede meget om den første, men mere koncentreret og kompleks. Objektivt er det helt sikkert en bedre vin, men jeg var mere charmeret af den første. Stadig en rigtig dejlig vin.



lørdag den 19. januar 2013

Gambero Rosso Vini d'Italia tour 2013 1. Del



Gambero Rosso kom til Danmark, hvilket de ikke gør så tit. Det er så vidt vides kun 3. gang de besøger os.
Arrangementet fandt sted i Molktes Palæ torsdag d. 17 Januar. Der var mere end 30 vinproducenter nogenlunde jævnt fordelt ud over Italien.
Jeg vil i den kommende tid komme med indlæg om de fleste af de vine, som jeg smagte ved denne lejlighed. Jeg giver ikke karakterer, men naturligvis min mening om de forskellige vine, efter bedste evne.

Efter en uformel pressekonference gik smagningen i gang.
Første producent jeg smagte var "Pietraventosa". En lille producent fra Puglia, der har en vingård med høj beliggenhed. Det var ejeren selv der var tilstede, en charmerende kvinde der kæmpede lidt med det engelske sprog. "Diesel engelsk kaldte hun det og det var meget betegnende for de gik meget godt, da hun først kom igang.
Ifølge programmet skulle hun have to vine med, men hun havde tre. Den første var hendes basis vin "Allegoria", lavet på 100% Primotivo. Primotivo er ikke en af min favorit druer, men denne var en af de bedste jeg har smagt. Frisk frugtrig med mørke bær, rund og behagelig. Meget klassisk, men dog med lidt mere elegance end jeg før har oplevet med denne drue. Absolut en hverdagsvin, men en god repræsentant for druen.
Den anden vin var "Ossimoro", en blandingsvin lavet på 70% Primotivo og 30% Aglianico. Den havde klart mere kant og karakter end den første, min favorit blandt de tre.
Den sidste var hendes topvin, "Riserva". Den mindede meget om den første, men med lidt mere koncentration og kompleksitet, uden at det dog er det der karakteriserer den, men ved direkte sammenligning giver det mening. Den er lidt bedre end "Allegoria", men forskellen er ikke voldsom, dog den bedste primotivo jeg har smagt til dato.

onsdag den 9. januar 2013

NV Charles de Cazanove Champagne Brut


 



På grund af computerproblemer har der været stille her på bloggen på det seneste, men nytårets champagne skal lige have et par ord med på vejen.
Den blev drukket til maden og jeg har ikke taget noter, så det bliver en kort anmeldelse baseret på min hukommelse.
 
Der er tale om en non vintage altså en Champagne, hvor der er blevet blandet flere årgange sammen for at få et så ensartet resultat som muligt år efter år.
Den har desuden fået 92 point af Wine Spectator.
 
Den er ikke særlig kompleks, men den er faktisk ret elegant og harmonisk, med en god syre.
 
Den er købt i Superbest på tilbud til kr. 179,- med en normal pris på kr. 240,-
Champagne er ifølge mine erfaringer en dyr vintype, hvor man ikke får meget for pengene, set i den sammenhæng er den et rigtig godt køb, men sammenlignet med en hvidvin i samme prisklasse er det et rigtig dårligt køb.
Vi lander på 87 Point

 

søndag den 16. december 2012

Dezzani Barbera d'Asti Superiore Gli Scaglioni 2004


Denne aftens vin var en hverdags vin fra mit favorit distrikt Piemonte, der ligger i Italien. Det var en Dezzani Barbera d'Asti Superiore Gli Scaglioni 2004, den har en alkoholprocent på 14,5%.
Den er lavet på over 60 år gamle vinstokke og har ligget på egetræsfade i 14-16 måneder og er angivelig firmaets top Barbera.
Barbera er normalt en god hverdagsvin der passer til det meste, det gælder også denne.

Den dufter af tobak, ko stald og skovbund.
Smagen er i starten meget klassisk for en Barbera: Transparent med god syre og frugtrig. Jeg savnede i starten lidt harmoni mellem smag og duft, men det viste sig at komme senere.

Efterhånden får den mere karakter og harmoni. De elementer der var i duften kommer også frem i smagen, samtidig med at den bevarer sit klassiske Barbera præg. Derudover også kirsebær der fremtræder i både duft og smag, samt masser af krydrede noter, der helt sikkert stammer fra fadlagringen.
Den er købt i Superbest på tilbud til Kr. 75,- og koster normalt kr. 125,-
Jeg synes faktisk det er et ganske godt køb til tilbuds prisen omend normal prisen er for høj.
85 Point

mandag den 3. december 2012

Sassogrande Rosso DOCG Sagrantino 2008

Denne weekends vin stod på en lidt sjov vin fra Umbrien. Den er lavet på 100% Sagrantino og lagret 12 måneder på såkaldte  tonneaux, der er mindre fade, samt 16 måneder på store egefade. Den har en alkoholprocent på hele 15%.  Den er købt hos Vinspecialisten, der ikke kunne fortælle ret meget mere om den, andet end at den normalt blev solgt andre steder til over 200 kroner og at den var Umbriens svar på Barolo.

Dette er mit første møde med Sagrantino druen, så udover at det var en kraftig taninrig vin havde jeg ikke rigtig nogen ide om hvilken slags vin det var.
Det er en ung vin der har godt af lidt tid på karaffel for rigtig at folde sig ud.
Røg og kirsebær var de første noter, jeg noterede mig, dernæst masser af vanilje, samt en anelse lakrids. Der er en del sødme i både smag og duft, selvom afslutningen er tør. Duft og smag hænger forøvrigt rigtig godt sammen. Den har masser af saft og kraft, men det er ikke en særlig elegant vin på nuværende tidspunkt. Eftersmagen er ret lang. På tredjedagen var den faldet lidt mere på plads og mere harmonisk.

Til 90 kroner får man her en rigtig bulderbasse af en vin. Her er mere saft og kraft en man normalt kan finde til prisen og hvis man kan lade den ligge et år eller to, vil man nok opleve en mere harmonisk vin, end jeg gjorde. Selvom jeg aldrig helt faldt for den synes jeg det er et ganske godt køb.
87 Point