søndag den 14. april 2013

Viña Herminia Rioja Reserva 2005

Denne vin er et bud på en moderne Rioja. Vinen har ligget på fad i 18 måneder og er lavet på 85% Tempranillo, 10% Garnacha og 5% Graciano. Jeg har haft svært ved at finde flere oplysninger udover at den har fået hele 93 Point af Wine Spectator.

Vinene fra Rioja er typisk lidt lettere og mere elegante i stilen end vinene fra Ribera del Duero der normalt er kraftigere og mere kødfulde. Jeg holder af begge typer, men foretrækker normalt Rioja. Der laves stort set vin i hele Spanien, og der er begyndt at være meget hype omkring mange andre områder, efter at Ribera del Duero fik sit gennembrud. Jeg mangler dog fortsat at smage en god vin, fra et af disse områder, men det kommer nok.

Det første man bemærker er en intens duft af kirsebær, der også går igen i smagen. Til at starte med er der ikke meget Rioja karakter. Frugtrig og ret let i det, faktisk meget charmerende, men  det har ikke så meget med Rioja at gøre. Efter nogle timer begynder jeg at genkende nogle Rioja karaktertræk. Peber, tobak, krydderier og lidt lakrids. Den besidder dog stadig sin lethed. Fremfor alt er det en vin der er i rigtig god balance.

Vinen er købt i Superbest på tilbud til kr. 100,- med en "normalpris" på kr. 180,- Hvis den skulle have været normalprisen værd, skulle den have haft lidt stører kompleksitet og lidt længere eftersmag, men til kr. 100,- er det et godt køb, og en vin der hænger rigtig godt sammen.
Jeg lander på 87 Point

Ingen kommentarer:

Send en kommentar