onsdag den 2. oktober 2013

Alighieri smagning i Nimbs vinotek

Serego Alighieri er et gammelt traditionsrigt vinhus, med cirka 600 år på bagen.
Det er også kendt for at være stedet, hvor Dante skrev den Guddommelige komedie.
Det er Masi der står for produktionen og distributionen af Alighieri's vine, men markerne ejes af Aligheri familien og de har da også deres helt egne smageprofil.

Den første vin der blev budt på, var ikke fra Aligheri, men fra en af nabo producenterne.
Det var en muserende vin fra Ferrari.
Den havde en fin, men svag duft af fersken. Den var nogenlunde frisk, meget tør og ikke særlig kompleks. Det var ikke en vin der faldt i min smag og prisen på kr. 205,- er alt for høj.

Den anden vin jeg smagte, var en hvidvin fra Aligheri Possessioni Bianco 2011 Igt. Sjovt nok lidt i samme stil, men mere karakterfuld og kraftigere i både smag og duft. Mere bitter og mere kompleks. Ikke helt min kop te, men absolut en vellavet vin, der objektivt vel nogenlunde listeprisen på kr. 85,- værd.

Den næste vin var det røde modstykke til hvidvinen. Possessioni Rosso 2011 Igt. Den er lavet på 16% Sangiovese, 70% Corvina og 14% Molinara  Den har en let sødlig duft, hvilket går igen i smagen. Dertil noget syre og en passende fylde. Den byder også på nogle svage tanniner, der dog er nok til at give lidt karakter, samt en smule bitterhed.
Det er en charmerende hverdagsvin, som jeg rigtig godt kan lide, men listeprisen på kr. 110,- er dog for meget i min bog.

Poderi del Bello Ovile er fra deres deres Toscanske sideprojekt. Den er lavet på 80% Sangiovese, resten er Canaiolo og Ciliegiolo. Den har mindre syre og mere styrke og krop sammenlignet med forrige vin. Den er også mere karakterfuld og har en pæn længde på eftersmagen. Den stod til kr. 100,- hvilket virker rimeligt.

Valpolicella Anniversio. 2009 DOC Classico Superiore, Veneto, var mere rustik og landlig i duften, hvilket gik fint igen i smagen. Den er også mere karakterfuld end de forrige. Der er noget syre, men dog ikke helt så meget som de forrige vine, men dog lidt mere tannin. Den har en fornuftig længde på eftersmagen. Listeprisen står til kr. 175,- hvilket er i overkanten, selvom det er et dejligt glas vin.

Vaio Amarone Valpolicella Classico DOC 2006.
Selvom vi her er ovre i en fuldblods Amarone, er det imponerende som stilen holdes. Der er stadig en fin syre, men også meget mere tannin, kompleksitet, fylde, styrke og flot lang længde på eftersmagen. Den står til en listepris til kr. 425,- hvilket virker yderst rimeligt.

Vaio Amarone Valpolicella Classico DOC 1996.
Det første der møder en her er noget der minder om en portvinsnæse, mums den dufter godt. Smagen er umiddelbart noget sødere end 06'eren, men slutter stadig rimelig tørt.
Smagen har her en smule mere kompleksitet. Tanninerne bider lidt, men ikke så meget som den forrige. I sig selv er det en flot og kompleks vin, men den forrige havde mere struktur.
Den står til kr. 894,- hvilket er for meget, selvom det er interessant at smage en vin med så mange år på bagen, der stadig er i fin form.

Cascal dei Ronchi Recioto DOC Classico Veneto 1/2 Liter.
Klassisk Rocioto med masser af kirsebær, men også med lidt tannin og syre, hvilket faktisk gør at den drikkes rigtig godt uden dessert. Her fik jeg desværre ikke taget flere noter, da jeg bare gik og nød den.
Den står til en listepris på kr. 350,- hvilket er en fin pris, måske endda en rigtig god pris.

Som jeg har antydet er det utrolog flot som stilen holdes og der bare bygges lag på lag, efterhånden som man bevæger sig op i deres sortiment.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar