søndag den 1. december 2013

Til smagning i Nimbs med Vinotek Marchesi di Frescobaldi



Denne smagning var den sidste i år, i Nimbs Vinotek. De foregående har været rigtig godt arrangeret, men denne var desværre ikke helt på højde med de andre. Med så få vine man skal smage, er det ikke så svært at arrangerer en rigtig smagerækkefølge, hvilket også var lykkes rigtig godt til de foregående smagninger, men her blev Tenuta di Castiglioni 2011 placeret som den 6. vin i rækkefølgen, hvor den nok burde have været nummer 3, hvilket desværre gjorde at den faldt til jorden. Da det er en vin jeg før har smagt hos den lokale vinhandel, ved jeg hvor godt den kan smage.
Noget andet var at en af vinene slet ikke var til salg, andre blot ikke i den aktuelle årgang. Hvad har de mon tænkt på?

Pomino Bianco 2012, var en af de vine, som man kunne smage i en anden årgang end den der er til salg nu. Det er 2011 årgangen der sælges af og den koster kr. 105.- flasken. Den er lavet primært på Chardonnay
og Pinot Blanc Den bød på en fin duft af æble og en anelse citrus, hvilket går fint igen i smagen. Stilen er rund og relativt blød, med en moderat syre. Den er ganske elegant , men ikke særlig kompleks. En dejlig ukompliceret vin jeg faktisk har fortrut lidt at jeg ikke købte, selvom den vel kun nogenlunde er prisen værd, men den smager altså godt.

Pomino Benefizio Riserva 2011 var en af de vine man faktisk kunne købe i den aktuelle årgang. Prisen ligger på 245.- Den er lavet på 100% Chardonnay og har først på 5000 liters store slovenske egefade og derefter på 225 liters barriques.
Den er lidt mere lukket i både smag og duft. Lidt tid i glasset åbner lidt op, men ikke meget. Sammenlignet med første vin er denne kraftigere, men hverken mere kompleks eller ligeså elegant. Den har noget mere bitterhed og mindre frugt og friskhed. Det er meget muligt at den vil blive meget bedre, hvis man giver den nogle år på langs, men som den performer her bryder jeg mig ikke om den. Alt for dyr i min bog.

Nipozzano Chianti Riserva 2010 var endnu en vin, som man endnu ikke kan købe i den aktuelle årgang, men det kommer vel. Jeg har desværre ikke fået taget et billede af denne og de to næste vine, da der var for mørkt ved dette bord. Den er lavet på 100% Sangiovese.
Den bød på en fin duft af kirsebær og noget hengemt, måske skovbund. Specielt kirsebær går igen i smagen, den bød på en god syre, men savner pt. den tørhed og kompleksitet, som jeg synes en Chianti Riserva skal have. Det er muligt at det vil komme med nogle år på langs, men som den performer her er jeg ikke imponeret trods en relativ overkommelig pris på kr. 150.- eller 125.- ved seks stk. synes jeg ikke det er noget særlig godt køb.

Mormoreto 2010 Igt. er en supertoscaner lavet på 25% Merlot, 60% Cabernet Sauvignon, 12% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot. Den har ligget 18 måneder på fad. Den bød på mere solbær i både smag og duft, men også lidt kirsebær. Sammenlignet med forrige vin var den også mere tør og karakterfuld. Den har en tillige en lavere syre. Duften bød også på noget røg. Denne vin er ikke mulig at købe på nuværende tidspunkt, men det kommer vel.

Mormoreto 2009 Igt. Var langt mere veludviklet end 2010. Mere åben og kompleks, men stilen er sådan set den samme, et rigtig godt glas vin, der dog koster kr. 450.- hvilket er for meget, men værd at holde øje med, hvis den kommer på tilbud.

Sidste bord stod i lyset så her var det muligt at tage billeder igen. Her kom den forkerte smagerækkefølge desværre i vejen for den første vin. Tenuta di Castiglioni 2011 Igt. Jeg har som sagt tidligere smagt vinen hos den lokale vinhandel og jeg husker den som en dejlig frisk sommervin, hvilket naturligvis falder til jorden efter en stor og kraftig vin som Mormoreto. Jeg har noteret mig en frisk kirsebær duft, hvilket gik fint igen i duften, en smule syre, men ikke meget.


Endnu en vin der ikke var mulig at købe i den aktuelle årgang, da smagningen fandt sted, men det er den blevet sidenhen.
Castel Giocondo Brunello 2008. Var overraskende åben i smagen af så ung en Brunello, der ikke engang havde været hældt på karaffel. Smagen bød også på kirsebær, samt nogle rustikke toner og et pænt tanninbid. Umiddelbart en fornuftig Brunello, men normalprisen på Kr. 405.- virker alt for høj.  Det skal dog siges at ældre årgange ofte har været på tilbud til kr. 200-250.- hvilket er mere rimeligt.

Castel Giocondo Ribe al Convento 2003 Riserva er slet ikke mulig at købe i Danmark, men et spændende bekendtskab.
Den bød på en duft af kostald og lidt skovbund, hvilket gik igen i smagen, der også bød på kirsebær og røg. Den havde stadig et fornuftigt, men ikke voldsomt tanninbid. En flot og perfekt moden vin, måske objektivt den bedste på dagen, men jeg har et svagt punkt for Mormoreto 2009, der måske vil blive endnu større med tiden.






søndag den 20. oktober 2013

Frankrig mod Spanien


De sidste to rødvine jeg har drukket, har lignet hinanden så meget, at det gav mening at sammenligne dem.

Domaníne des Anges Ventoux 2009 er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah. Syrahvinen ligger 4 måneder på eg, før den blandes med Grenachen, og herefter lagres vinen yderligere 6 måneder, før den filtreres let og fyldes på flaske.

Duften giver ikke så meget fra sig, men smagen er meget frugtrig, fyldig og med masser af solbær og et snert af peber. Eftersmagen er i den korte ende og tanninerne næsten ikke tilstede. Frugtsmagen er meget ren, men ikke særlig kompleks. Kvaliteten er sådan set i orden, men personligt savner jeg karakter.

Vinen er købt på tilbud hos Jyskvin til kr. 59,- mod en normalpris på kr. 82,- Tilbudsprisen er vel egentlig et godt køb, normalprisen er nok på grænsen men ikke vandvitigt. Jeg lander på 84 Point.


Pieza el Coll Calatayud 2008. Vinen er lavet på Biodynamisk dyrket druer, den har lagret på franske og ungarske fade og fyldt på flaske ufiltreret. Drue sammensætningen er  50% Aragon, 30% Carinena, og 20% Provechon. Aragon og Provechon, er begge kloner af Grenache, Carinena kender jeg ikke. Den har ligget på franske og ungarske fade.

Denne minder som sagt meget om den foregående, fyldig, blød, mørk, let krydret og masser af solbær. Eftersmagen er muligvis en smule længere og den er også lidt mere karakterfuld.
Det er ikke store forskelle her. Det er begge ukompliceret og vellavet vine, men der er ingen tvivl om at jeg foretrækker den Spanske her. Den har lidt mere karakter og kompleksitet.

Vinen er købt i Superbest på tilbud til kr. 60,- mod en normalpris på kr. 90,- Tilbudsprisen er absolut et godt køb, om end normalprisen er på grænsen. Jeg lander på 85 Point Så 1-0 til Spanien denne gang.

søndag den 13. oktober 2013

Barolo Ravera Elvio Cogno 2003

Denne vin har jeg smagt tidligere, både i denne årgang herhjemme og i 2008 udgaven til Gamberro Rosso smagningen. Den har fået 24 måneders fadlagring. (12 måneder på nye Allier-fade og 12 måneder på store 25hl slovenske fade). Vinen er deres Basis Barolo.

Jeg fik ikke taget så mange noter til denne vin, men den skal alligevel have nogle ord med på vejen.
Den har et svagt orange skær, men ikke så udpræget som man måske skulle tro for en 10 år gammel vin.
Duften byder på trøffel, skovbund og lidt gammel kælder, hvilket alt sammen går fint igen i smagen, der også byder på læder og nogle ret solide tanniner. Det er en klassisk fuldblods Barolo, der stadig leverer varen omend den præsterede bedre sidst.

Vinen havde en del mere bundfald, en jeg husker den havde sidst, men det kan jeg måske vende tilbage til i en anden artikel.

Vinen er købt hos Toscavini på tilbud til kr. 199,- mod en normalpris på kr. 299,- Første gang jeg smagte den synes jeg den var normal prisen værd, men det er den ikke helt som den performer her, men dog stadig et godt køb til tilbudsprisen.  Jeg lander på 90 Point som den performer her.

onsdag den 2. oktober 2013

Alighieri smagning i Nimbs vinotek

Serego Alighieri er et gammelt traditionsrigt vinhus, med cirka 600 år på bagen.
Det er også kendt for at være stedet, hvor Dante skrev den Guddommelige komedie.
Det er Masi der står for produktionen og distributionen af Alighieri's vine, men markerne ejes af Aligheri familien og de har da også deres helt egne smageprofil.

Den første vin der blev budt på, var ikke fra Aligheri, men fra en af nabo producenterne.
Det var en muserende vin fra Ferrari.
Den havde en fin, men svag duft af fersken. Den var nogenlunde frisk, meget tør og ikke særlig kompleks. Det var ikke en vin der faldt i min smag og prisen på kr. 205,- er alt for høj.

Den anden vin jeg smagte, var en hvidvin fra Aligheri Possessioni Bianco 2011 Igt. Sjovt nok lidt i samme stil, men mere karakterfuld og kraftigere i både smag og duft. Mere bitter og mere kompleks. Ikke helt min kop te, men absolut en vellavet vin, der objektivt vel nogenlunde listeprisen på kr. 85,- værd.

Den næste vin var det røde modstykke til hvidvinen. Possessioni Rosso 2011 Igt. Den er lavet på 16% Sangiovese, 70% Corvina og 14% Molinara  Den har en let sødlig duft, hvilket går igen i smagen. Dertil noget syre og en passende fylde. Den byder også på nogle svage tanniner, der dog er nok til at give lidt karakter, samt en smule bitterhed.
Det er en charmerende hverdagsvin, som jeg rigtig godt kan lide, men listeprisen på kr. 110,- er dog for meget i min bog.

Poderi del Bello Ovile er fra deres deres Toscanske sideprojekt. Den er lavet på 80% Sangiovese, resten er Canaiolo og Ciliegiolo. Den har mindre syre og mere styrke og krop sammenlignet med forrige vin. Den er også mere karakterfuld og har en pæn længde på eftersmagen. Den stod til kr. 100,- hvilket virker rimeligt.

Valpolicella Anniversio. 2009 DOC Classico Superiore, Veneto, var mere rustik og landlig i duften, hvilket gik fint igen i smagen. Den er også mere karakterfuld end de forrige. Der er noget syre, men dog ikke helt så meget som de forrige vine, men dog lidt mere tannin. Den har en fornuftig længde på eftersmagen. Listeprisen står til kr. 175,- hvilket er i overkanten, selvom det er et dejligt glas vin.

Vaio Amarone Valpolicella Classico DOC 2006.
Selvom vi her er ovre i en fuldblods Amarone, er det imponerende som stilen holdes. Der er stadig en fin syre, men også meget mere tannin, kompleksitet, fylde, styrke og flot lang længde på eftersmagen. Den står til en listepris til kr. 425,- hvilket virker yderst rimeligt.

Vaio Amarone Valpolicella Classico DOC 1996.
Det første der møder en her er noget der minder om en portvinsnæse, mums den dufter godt. Smagen er umiddelbart noget sødere end 06'eren, men slutter stadig rimelig tørt.
Smagen har her en smule mere kompleksitet. Tanninerne bider lidt, men ikke så meget som den forrige. I sig selv er det en flot og kompleks vin, men den forrige havde mere struktur.
Den står til kr. 894,- hvilket er for meget, selvom det er interessant at smage en vin med så mange år på bagen, der stadig er i fin form.

Cascal dei Ronchi Recioto DOC Classico Veneto 1/2 Liter.
Klassisk Rocioto med masser af kirsebær, men også med lidt tannin og syre, hvilket faktisk gør at den drikkes rigtig godt uden dessert. Her fik jeg desværre ikke taget flere noter, da jeg bare gik og nød den.
Den står til en listepris på kr. 350,- hvilket er en fin pris, måske endda en rigtig god pris.

Som jeg har antydet er det utrolog flot som stilen holdes og der bare bygges lag på lag, efterhånden som man bevæger sig op i deres sortiment.






lørdag den 28. september 2013

Beringer smagning i Nimbs Vinotek




Beringer er et af Amerikas ældste vinhuse, da det startede tilbage i 1875. Mange af de ældre vinhuse i USA lukkede under forbudstiden i 30'erne, men ikke Beringer, de overlevede ved at sælge altervin til den katolske kirke. Et smuthul i lovgivningen, der gjorde det muligt for nogle få vinproducenter at overleve.
Beringer er i dag et af de største og et af de mere prestige fyldte vinproducenter der i USA i dag, og har et ret bredt katalog.

Den første vin jeg smagte var Beringer Sparkling Zinfandel Rosé. Nu er jeg normalt ikke særlig glad for hverken Zinfandel eller for rosé, så det var ikke de store forventninger jeg havde, men den var overraskende frisk og lækker, med en fin jordbærsødme og en smule hindbær. Den havde også en snert af bitterhed, men kun lige nok til at give lidt karakter. Det er bestemt ikke nogen særlig kompleks vin, men som terrassebasker i sommervarmen, tror jeg den vil fungerer rigtig godt. Vinen stod til 99,- hvilket jeg mener kan forsvares. Nu venter jeg så  bare på at det bliver sommer igen, inden jeg investerer i den.



 Founders Estate Chardonnay 2010, er en vin jeg har anmeldt her på bloggen, dog i en ældre udgave. Denne var meget lig den ældre jeg anmeldte, men dog med lidt mere friskhed, der indikerer at den nok er bedst i sin ungdom. Jeg noterede mig noter af melon og en rimelig balance mellem fedme og syre, omend jeg nok havde foretrukket lidt mere syre her. Vinen stod til kr. 99,- hvilket må siges at være lidt for meget, men kan man finde den på bud, kan det være et glimrende køb.








Napa Valley Chardonnay 2011, også en vin jeg har anmeldt her på bloggen i en ældre udgave, var meget lig Founders Estate, dog med noget mere fedme og kompleksitet, på trods af at den først virkede noget lukket. Efter lidt tid i glasset begyndte den dog at lukke lidt mere op. Sammenlignet med den ældre jeg anmeldte har denne ikke de lidt rustikke toner endnu, hvilket jo absolut er en smagssag om man kan lide det. Jeg vil mene at det er en vin man skal give en del ilt, hvis den nydes ung.
Den står til en listepris på kr. 275,- hvilket klart er for meget, men igen en vellavet vin, der er muligt at finde billigere og dermed kan være en investering værd.


Chardonnay Private Reserve 2011. Man skulle tro at den var alt for ung, men hældt på karaffel, performede den flot. Den mindede for så vidt meget om de to andre Chardonnay i stilen, men niveauet var meget højere. Den er mere kompleks, elegant og lettere rustik i udtrykket. Eftersmagen har en god længde.
Den stod til en pris på Kr. 460,- hvilket nok er lige i overkanten, men dog ikke helt vanvittigt, for den har klasse.

Classic Zinfandel 2012 var sødere end den Sparkling Rosé jeg smagte først, men mindede ellers om den med jordbær og hindbær noter. Den ekstra sødme og manglen på bobler, gør den mindre frisk og charmerende, så selvom prisen her er faldet til kr. 85,- er det for mig et klart ringere køb.


Classic Zinfandel 2010 Har ikke ligget på fad, så her er en mulighed for at smage druen rent så at sige. Den byder på sødme, fedme og lidt bitterhed. Den har så afgjort en markant varm marmelade karakter. Tanninerne er svage, men en smule syre er med til at give lidt karakter. Listeprisen er også her kr. 85,- hvilket ikke er særlig attraktivt for mig, mest fordi jeg ikke bryder mig om vinen, men også set i forhold til hvad man kan forvente sig til prisen.
Classic Cabernet Sauvignon 2011 er også lidt varm i stilen, men dog ikke helt så meget marmelade. Den har noget kirsebær og lidt mere tannin og karakter. Det er stadig en lidt simpel karakter, men dog mere indbydende. Den står også til kr. 85,- hvilket er for meget i min bog, men dog ikke helt så vanvittigt som Classic Zinfandel.

Founders Estate Zindfandel 2010 er mere balanceret end den billigere Classic Zinfandel. Den har mindre sødme, mindre marmelade og en anelse mere kompleksitet. Den er et klart bedre køb end Classic Zinfandel, men dog stadig for dyr når man kikker på deres listepris.

De tre sidste vine stod desværre så mørkt at det ikke lykkes mig at få taget et ordentligt billede af dem. De blev alle hældt på karaffel, så de fik lov til at åbne sig ordentligt.

Beringer Knights Cabernet 2006, har ligget 16 måneder på små fade, hvoraf 30% er nye.
Det første der møder en er tobak og peber. Den byder dog også på kirsebær og lidt flere tanniner. Stilen er rimelig rank og kompleks, men med ret stor fylde. Der er absolut ikke noget marmelade her. Kompleksiteten er også i orden.
Listeprisen var vidst  kr. 260,- hvilket vel er nogenlunde rimeligt.

Napa Valley Cabernet Sauvignon. 2010 var der mere knald på, den nærmest eksploderede i munden. Hvorefter der ikke skete så meget. Jeg gensmagte den da den havde fået lidt mere luft. Stadig en ung og viril vin, med friske tanniner, men nu også mere kompleks og med noter af peber og solbær. Eftersmagen har en fornuftig længde. En flot, men også meget ung vin, der nok skal udvikle sig over de kommende år.
Listeprisen på kr. 350,- er nok lige høj nok, som den performede her, men giv den nogle år på langs og det kan gå hen og blive et ganske godt køb.

Private Reserve 2006 var den eneste rødvin der havde en virkelig flot duft, med intense krydderier hvor peber var tydeligst. Det gik heldigvis igen i smagen, der var ualmindelig balanceret og karakterfuld. Den bød på dybde, kølighed og faste tanniner. Eftersmagen havde en fin længde og rundet det hele fint af.
Listeprisen på kr. 595,- er som den performer her, måske lige på grænsen, men det kan ikke udelukkes at den udvikler sig yderligt, hvilket sagtens kan gøre det til et godt køb. Det er helt sikkert et rigtig godt glas vin.

Det var et rigtig fint arangerment. Det var nemt at finde den rigtige smagerækkefølge, med 3 borde, hvor man tager dem et af gangen, gør det svært at lave for mange fodfejl. Smageglassene var nogle meget store Ridel glas, der efter min mening er alt for store i forhold til de mængder man får i glassene. Det er ganske enkelt sværere at indfange duften, men ellers nogle super glas.
HJ Hansen og deres samarbejdspartner skal have tak for de fine arrangerment.



søndag den 22. september 2013

Til fødselsdagssmagning hos Philipsonwine

Philipsonswine havde et yderst ambitiøst smagekatalog på programmet, desværre var serveringen ikke i top. Smagningen fandt sted i Børsens flotte lokaler, så rammen kunne ikke være meget bedre. Inden jeg begynder at blive alt for mavesur, vil jeg komme med en lille kommentar til deres smageglas. De er ikke ret store og passer nærmest ideelt til de ret små mængder man bliver budt på til sådanne smagninger. Derhjemme hvor vi jo heller mere i glasene er det selvfølgelig en fordel med et stører glas.

Med så mange store vine havde jeg forsøgt at gøre mit hjemmearbejde og lavet en smagerækkefølge til de vine som jeg gerne ville smage. Jeg vidste godt at der kun var 2 timer at gøre godt med, hvilket er i underkanten, med så mange vine.
Philipsonwine havde desværre valgt at dele smagningen op i 2 heat, af hver en time. Ca. 2/3 af de vine jeg havde på min liste var i andet heat, hvor de helt klart havde samlet hovedparten af de bedste (og dyreste) vine. De havde efter min mening også solgt en anelse for mange billetter, så der gik lidt mere gedemarked i den end godt var.
De lidt for mange mennesker og tidpresset var medvirkende til at jeg næsten ikke fik taget nogle noter og kun taget nogle ganske få billeder.

I første heat havde jeg blandt andet glædet mig til Bollinger Chanpagne Rose brut, det var da også den bedste rosé jeg har smagt uden sådan rigtigt at begejstre. Craggy Range Sauvignon Blanc Te muna Road Martinborough 2012 var vel smagningens værste vin, den smagte lige frem af sæbe. Ikke imponerende når man tager 99,- stykket ved køb af 12 flasker. Der var dog også gode vine imellem. Blandt andet Catena Alta Malbec Mendoza 2010, Barolo Cannubi Luigi Einaudi 2005, Pigaro Amarone della Valpolicella Speri 2010, Chârteneuf du Pape Rouge Château La Nerthe 2010. Der var desværre også en af de store der skuffede, det var Côte-Rôtie Château d'Ambus 2009 fra Guigal. Den smagte bestemt ikke dårligt, men blot blød og rund. Der er ikke nogen tvivl om at den nok skal blive mere karakterfuld og kompleks med alderen, men man kunne jo have hjulpet den lidt på vej ved at hælde den på karaffel inden smagningen, eller som det ser ud til at de gør i kultbaren blæser luft ned så de åbner sig mere op.

Andet Heat  Bød på masser af god vin, men også den største skuffelse i forhold til afholdelsen af arrangementet. Det var specielt de dyre  Bordeaux vine krydret med Sassiacaia 2009, Insignia Napa Valley Joseph Phelps Vineyards 2009 og Côtes-Rotie La Turque Côte-Brune 2009. De blev alle serveret fra samme bord uden at blive iltet ordentligt. Det var nærmest kaos, for alle ville jo smage dem og selvfølgelig først i heatet, for tænk nu hvis de løb tør... Hvilket jeg også selv gjorde, men det var ligeså meget for at smage dem mens smagsløgene var bare nogenlunde friske.
De smagte nu allesammen godt ved det bord, omend det er lidt barnemord og de vil helt sikkert udvikle sig meget med tiden. Bordeaux vinene, var alle meget elegante, men prisen taget i betragtning savnede jeg lidt længde på eftersmagen. Det kan dog skyldes at de blev serveret i andet heat, hvor jeg allerede havde smagt på en del vine. Det var specielt Château Montrose 2. Cru Saint Estèphe 2010 der imponerede, med lidt mere kompleksitet, karakter og elegance. Det kan selvfølgelig være at den bare udvikler sig lidt hurtigere end de andre, men på dagen præsterede den bedre. La Turqe fra Gugal er også værd at nævne, som en af de bedste fra det bord. Insignia var nok den mest udviklet af dem, og smagte bestemt godt, men ved direkte sammenligning savnede jeg elegancen fra Bordeaux vinene, den var dog på nuværende tidspunkt mere karakterfuld.
Sassicaia er jo rigtig interessant i denne sammenhæng da jeg smagte den i kultbaren, da de havde åbent hus i marts måned. Her smagte den nu også godt, men dog markant bedre ved kultbaren, hvor både iltning og den rette temperatur var under kontrol. En anden faktor er selvfølgelig alle de vine jeg havde smagt inden jeg smagte den her. I Kultbaren havde jeg kun smagt en vin inden jeg smagte den, som jeg godt nok havde drukket, og her havde jeg smagt på mindst 15 vine inden måske endda 20, Så smagsløgene var afgjort ikke helt friske selvom jeg havde spyttet 90% ud.

Andre gode vine i andet heat var blandt andet Chârteneuf-du-Pape Cuvée des Cadettes Château La Nerthe 2009, tror jeg var årgangen, Nicolas Catena Zapata, Bollinger Champagne La Grande Année 2004, der dog var alt for dyr og min absolutte favorit Burmeister 1937 som jeg tidligere har smagt i deres kultbar, da de havde åbent hus.
Der var bestemt flere gode vine der havde fortjent at blive nævnt, men manglen på noter gør det desværre umuligt.

Hvordan skulle man så have gjort det?
Ja efter min mening havde det været bedre om man havde nøjes med 25-30 vine i alt, som man så kunne serverer ved ét heat, så man havde længere tid. Smagningen kunne også sagtens vare 30-60 minutter længer i alt. De dyre vine burde have fået noget mere luft på den ene eller anden måde og fordeles på flere borde. Lidt nedkøling af de bedste vine havde heller ikke skadet.
Billetterne kostede kr. 600,- for smagninen og kikker man på smagelisten er det bestemt ikke for meget, men måden man afholdte det på gjorde at det ikke helt var pengene værd, selvom der var rigtig mange gode vine. Jeg håber de gør det på en anden måde næste gang.


lørdag den 14. september 2013

Podere Le Caggiole Tiberini Vino Nobile di Montepulciano Riserva 2001

 Denne vin er lavet på 85% Pugnolo Gentile (Sangiovese klon), 10% Canaiolo Nero & 5 % Mammolo den har gennemgået 42 måneders lagring på store Slovenske fade og franske Allier-fade af ukendt oprindelse.

Det første der møder en er en duft af tjære, hvilket går igen i smagen, men primært i starten. I starten er den lidt lukket i smagen og har mest lidt rustikke toner, men efter at have trukket lidt luft, træder den mere i karakter, med klassiske sangiovese dyder som kirsebær, timian og rosmarin. Tanninerne er relativt bløde og bider akkurat nok til at til at give lidt karakter. Det samme kan man sige om syren, der hele tiden er til stede, men uden at dominerer.  Den byder også på lidt bitterhed og et snert at sødme inden tørheden sætter ind til sidst. Hvis man skulle ønske sig lidt mere kunne det måske være lidt længde på eftersmagen, men alt i alt er det en velafbalanceret og velsmagende vi, der dog nok ikke skal gemmes ret meget længere. Stilen kunne godt minde om Chianti Classico Riserva, men druesammensætning, område og fremstilling er jo også mere eller mindre identistk.

Vinen er købt på tilbud hos Toscavini til 139,- hvilket virker nogenlunde rimeligt, normalprisen på kr. 199,- hvilket som den perfomer nu er for højt. Jeg lander på 88 point



mandag den 9. september 2013

Cantina Vignaioli (Elvio Pertinace) Barbaresco Vigneto Marcarini 2004


Moden enkeltmarks Barbaresco fra et godt år. Cantina Vignaioli også kaldet Pertinace er et koporativ, hvilket er ret normalt i Barbaresco.

Vinen har undergået middel lang maceraction og har ligget et år på en blanding af middelstore og små fade.

Den er lidt brunlig i kanten, der indikerer at den har lidt alder. Første indtrykket er en duft af tjære og en fløjels blød smag. Efter at have trukket noget luft, bliver den mere kompleks og får også den helt rigtige stramhed, som Barbaresco skal have. Dertil også lidt kirsebær, trøfler, læder og lidt skovbund. Den har en middel lang eftersmag og afslutter med en god tørhed og et ganske pænt tanninbid.

Vinen er købt på tilbud til kr. 150,- i suberbest. Jeg kan ikke helt huske normalprisen. Tilbudsprisen er vel nogenlunde i orden, jeg lander på 89 point.

søndag den 8. september 2013

Beringer Vineyards Chardonnay Founders' Estate Napa Valley 2007

Denne hvidvin frygtede jeg faktisk var blevet for gammel, men det var den heldigvis  ikke.

Den er lavet på 100% Chardonnay, hvor Ca. 42% af vinen gærer og lagrer i små franske egetræsfade (6% nye) i otte måneder. Resten af vinen gærer og lagrer i små rustfri ståltanke. 60% af vinen gennemgår malolaktisk gæring.

Den dufter af æbler og hyben, hvoraf det mest er hyben der går igen i smagen, der også byder på petroleum, som jeg egentlig troede var forbeholdt gammel Riesling, men sådan har man jo lov at blive klogere og det fungerer fint her og giver en lidt rustik karakter. Den har en pæn længde på eftersmagen og en rimelig kompleksitet. Den har også en anelse bitterhed der dog aldrig bliver for meget på grund af den lidt rustikke karakter.

Vinen er købt på tilbud i Superbest til kr. 100,- mod en normal pris på kr. 160,- Normal prisen er nok lige i overkanten, men til tilbudsprisen er den absolut et godt køb. Jeg lander på 87 point

mandag den 2. september 2013

Roberto Sarotto Barbaresco Riserva, Terra dei Celti 2005

Denne vin må være en af de billigste Barbaresco Riserva på markedet.
Det er ikke lykkes mig at finde oplysninger om vinen, men dog en lille smule om producenten. De fleste steder omtales Roberto Sarotto som negociant købmand, men ifølge Søren Frank ejer han også 20 Hektar vinmarker, hvilket jo er en hel del på de kanter.
Jeg har tidligere smagt et par af hans vine, en Barolo Riserva, der skuffede og en almindelig Barolo der var dejlig, omend det var en meget lille Barolo.

Vinen har et rødbrunt skær, der indikerer lidt alder. Duften byder på røg og tobak, hvilket heldigvis også går igen i smagen. Den byder også på en god del bitterhed. Tanninerne bider lidt, men ikke mere end at det blot er med til at give lidt karakter. Den er ikke særlig frugtrig, men det er trods alt også en Riserva. Den er ikke særlig kompleks, men dog rimelig karakterfuld. Dog ikke særlig karakteristisk for vintypen.

Vinen er købt på tilbud til kr. 60,- mod en normalpris på 100,- i Irma. Den er dog steget lidt  pris siden jeg købte den. Den er på tilbud i denne uge til 149,- for 2 flasker og 399,- for 6 flasker. Normalprisen står i dag til 129,-
Det er en vin der vel nogenlunde er tilbudsprisen på 66,- værd, så er problemet bare at man skal købe 6 stk for at få den til 66,- stykket. Jeg lander på 84 point.

tirsdag den 6. august 2013

G.D. Vajra Barbera d'Alba 2009

Denne vin er lavet i mere end 400 meters højde. Den består naturligvis af 100% Barbera og har ligget 14-16 måneder på fad, hvoraf de fleste har været store fade.

Den byder på en intens duft af kirsebær og en lille smule hvid peber, hvilket følges fint op af smagen. Den har en fin syre en stor friskhed og er noget kølig i udtrykket.
Den er kun moderat kompleks, men lækkerhedsfaktoren er høj. (Lækkerhedsfaktoren må snart være et ord jeg har brugt nok, til at det kommer i ordbøgerne).  Det er en meget klassisk Barbera, der smager som man forventer af en Barbera, bare bedre. Jeg holder også meget af de mere fadlagret typer, men de er altså ikke helt så klassiske som denne.

Vinen er købt hos vinspecialisten på tilbud til kr. 105,- hvilket jeg synes er et godt køb. Normalprisen på kr. 185,- er dog for meget. Jeg lander på 88 Point

søndag den 4. august 2013

Pine Ridge Chenin Blanc Viognier 2010

Første årgang af denne vin blev lavet i 1979. Vinen stammer fra Napa Valley i Califonien og er lavet på 79% Chenin Blanc og 21% Viognier.

Den dufter fint af hyldeblomst og fersken, hvilket heldigvis går fint igen i smagen. Den har i starten en rank og sprød syre, der dog hurtigt bliver afrundet. Det er en let drikkelig vin der dog ikke er voldsom kompleks. Den kan faktisk godt minde lidt om Lemelson i stilen, men denne vin har dog mere at byde på og er væsentlig billigere.

Vinen er købt hos Vildmedvin på tilbud til kr. 130,- mod en normal pris på 150,- Den står nu til normalprisen hos vildmedvin, men kan stadig fås hos tvh.dk til tilbudsprisen. Det er en vellavet vin, men selv tilbudsprisen er for høj. Jeg lander på 86 point


søndag den 28. juli 2013

Coopers Creek Pinot Noir 2008

Denne vin blev bare åbnet og nydt uden den store research.

Den bød på en god, men dog ikke voldsom syre, så den går fint både med og uden mad. Det første der møder en er nogle florale noter med lyse bær, men den byder også på en anelse kostald og andre rustikke toner. Læg dertil en smule peber og andre krydderier, som jeg ikke helt kunne identificerer.

Vinen er købt på tilbud til kr. 70,- i superbest mod en normalpris på 90,- Den er tæt på at være normalprisen værd, så absolut et godt køb til tilbudsprisen. Jeg lander på 85 Point.

søndag den 14. juli 2013

Penfolds Thomas Hyland Adelaide Shiraz 2008

Penfolds er et af Australiens største vinhuse, både hvad angår kvalitet og kvantitet. Grange er deres topvin og har blandt andet opnået de magiske 100 point af Wine Advokate. Jeg har smagt et par af deres andre vine og mildest talt med meget forskellige resultater. Jeg har smagt et par af deres billigste der faktisk var glimrende vine til prisen, men jeg har også smagt en af deres vine til kr. 2000,- der ikke var bedre end at man kunne kalde det en fin hverdagsvin. Prismæssigt er vi lige over de billigste her. Den er lavet på en samling af druer fra Barossa, Coonawarra, McLaren Vale og Padthaway.

Den byder på en fin duft af peber og kirsebær, hvilket heldigvis også går igen i smagen. Kirsebær er dog en note der glider i bagrunden efterhånden som den trækker noget mere luft. Peber og andre krydrede noter bliver kraftigere og den begynder at byde på solbær og måske en smule brombær. Lig dertil en del bitterhed og nogle meget bløde tanniner.
Stilen er en rigtig bamset, kraftig og fyldig vin. Den er ikke specielt elegant, men der er dog ikke noget marmelade her, jeg savner dog lidt struktur, det er ikke lige min kop te, selvom kvaliteten vel sådan set er i orden.

Vinen er købt på tilbud til kr. 95,- hos vinspecialisten mod en normalpris på  kr. 150,- Tilbudsprisen er vel lige akkurat i orden. Jeg lander på 85 Point.




Lemelson Vineyards Pinot Gris Tikka's Run 2007

Jeg har et lille projekt, hvor jeg prøver at blive lidt gladere og klogere på hvidvin, hvilket blandt andet betyder at jeg prøver at købe lidt dyrere hvidvine end jeg tidligere har købt. Det er jo lidt sjovt, at jeg rask væk giver et par hundrede kroner for en rødvin, men at jeg har svært ved at få mig selv til at bruge det samme på en hvidvin.

En af dem jeg havde fundet der skulle udfordre rødvinene er denne Pinot Gris, der kommer fra Oregon. Vinen er lavet på økologiske druer.

Vinen har en ret lys gul farve når man tænker på at den har lidt alder. Både smag og duft er præget af honning melon, dog uden ret meget sødme. Syren er lettere afrundet men dog tilstede.

Det var korte smagsnoter, men det hænger desværre sammen med, at den ikke har meget mere at byde på. Det er en udenmærket hverdagsvin, men det er altså slet ikke nok i den her prisklasse.

Vinen er købt på tilbud til kr. 220,- hos vildmedvin mod en normalpris på hele kr. 310,-  Tilbudsprisen på den her vin er direkte absurd. Jeg kan godt leve med at betale lidt for meget for en vin, det er den slags der sker, men det her er rent tyveri. Jeg lander på 83 Point

lørdag den 6. juli 2013

Terre delle Falcole Chianti Classico. 2006

Denne vin har ligget 1/3 lagret på stål, 1/3 på store fade(slavonsk egetræ), og 1/3 på 1 gang brugte barrique i 10 måneder. Vinen er lavet på 100% Sangioveste.

Jeg skulle have lam til aftensmad, men havde ikke rigtig lyst til spansk vin, som jeg normalt drikker til lam. Rodfrugterne blev krydret med: Salvie, timian, rosmarin, salt og peber. Sangiovese går godt til lam, og med de nævnte krydderier endda rigtig godt. Indrømmet det matcher knap så godt som de typiske spaniolere, men det gik godt og det var det jeg havde mest lyst til på dagen.

Det første der møder en er en flot  frisk og krydret næse med peber og kirsebær som de mest dominerende noter. De gik heldigvis igen i smagen, hvilket jo altid er en god ting.
Efter at have trukket en lille smule luft, blev den mere rustik og frem for alt intens, syren er tilstede, men ikke mere dominerende end at den kan nydes uden mad. Taninerne bider pænt til i slutningen af smagen, hvilket er med til at give karakter.  Lig dertil en del bitterhed og en smule animalske toner og du har en rigtig fin vin.

Stilen  er klassisk og vellavet Chianti Classico i den tunge ende, hvilket er ret godt gået i prisklassen. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har en forkærlighed for de halv til heltunge vine, men her i sommervarmen er det her nærmest det perfekte kompromis for mig.

Det er en vin jeg har fået med som bonus efter et stører køb hos smallevine, men normalprisen lå vist omkring de 100,- hvilket virker yderst rimeligt. Jeg lander på 87 Point.

tirsdag den 2. juli 2013

Masi Osar Veronese IGT 2003

Masi er en af de største og mest innovative vinproducenter i Veneto.  Denne vin er lavet på 100% Oseleta, der var en næsten uddød druesort, da Masi begyndte at dyrke den. At man var holdt op med at bruge den, hang det mest sammen med det meget lave udbytte denne drue giver.
Vinen har ligget på fad i 24 måneder.

Det første der møder en er en rimelig kraftig syre, der dog ikke er så rank som man kunne ønske. Den har godt med kirsebær, tobak, peber og andre krydderier. Da den fik lov at trække noget mere luft, blev den mere balanceret og kompleks, syren blev dæmpet og mere integreret. Det er en mørk og tæt vin, med stor koncentration.

Vinen er købt i Føtex på tilbud til kr. 250,- med en normalpris på 300,- Tilbudsprisen kan lige gå an, men normalprisen synes for høj. Det er dog en yderst interessant, karakterfuld og vellavet vin. Jeg lander på en cirka 90 Point.

onsdag den 19. juni 2013

Frontier Red. Fess Parker Winery Lot no. 111

Manden bag denne vin har en fortid som skuespiller, mest kendt for sin rolle som Davy Crockett, hvilket er en af grundene til at den har denne lidt sjove etiket.
På bagsiden etiketten står der blandt andet at det er "The Great American Value" samt "You don't have to over-think this wine simply enjoy this tasty blend with "everyday" cuisine.

Vinen er en non-vintage vin. Lavet på 12% Grenache Noir/70% Syrah/5% Mourvèdre og 6% Petite Sirah.

Den havde en dejlig mørk krydret duft med brombær som det mest dominerende element. Vinens smag er i harmoni med duften, men byder også på peber og lidt solbær. Vinen har en fyldig stil med lidt sødme, der helt sikkert gør den til en god grillvin.
Det er så afgjort en vin der holder hvad den lover. Den er letdrikkelig, smager godt og er en god madvin til både grill og hverdagsmad.

Vinen er købt på tilbud hos vinspecialisten til kr. 80,- med en normalpris på kr. 100,- Normalprisen er vel nogenlunde i orden, så til tilbudsprisen er det et ganske godt køb. Pt. skal man desværre købe 6 stk. for at få den til tilbudsprisen. Jeg lander på  86 Point

søndag den 16. juni 2013

Beringer Chardonnay Founders' Estate 2008

Denne søndags vin var for mig noget så usædvanligt som en hvidvin. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke kan lide  hvidvin, at det kommer så sjældent på bordet, det er ganske enkelt fordi, at jeg er meget gladere for rødvin.

Denne vin kommer fra Californien og er lavet på 100% Chardonnay, hvor kun en mindre del har ligget på fad.

Duften var ikke særlig kraftig, men bød på lidt honningmelon og abrikos der også gik igen i smagen, omend abrikos var klart mere karakterfuld i smagen. Den bød også på en god syre, med lidt citrus og æbleskrald, samt en smule bitterhed, der aldrig bliver for meget, men blot giver karakter. Den havde også en pæn længde på eftersmagen.

Vinen er købt i superbest på tilbud til kr. 60,- med en normalpris på kr. 100,- Normalprisen er i overkanten, men til tilbudsprisen er det et godt køb. Jeg lander på 85-86 Point


mandag den 10. juni 2013

Mitolo Shiraz Reiver 2006

Denne søndags vin, var en jeg havde smagt for et par år siden, i samme årgang vel at mærke. Dengang var det en elegant og frugtrig vin, men nu har den udviklet sig til noget helt andet.

Vinen kommer fra Barossa Valley, og kommer fra vinstokke der er gennemsnitlig 60 år gamle og har vokset i en højde af 550 meter over havoverfladen. Vinen har ligget på fad i 18 måneder.

Duften bød på masser af kød og røg, hvilket gik igen i smagen, dertil bød smagen også på en del bitterhed, nogle mørke bær jeg ikke helt kunne identificerer. Hele karakteren var mindre elegant og frugtrig, men langt mere rustik og kødfuld end tidligere. Den havde muligvis også vundet lidt i kompleksitet og fået lidt mere længde på eftersmagen.

Egentlig skulle jeg være glad for alt det, at den havde udviklet sig til en mere kompleks og karakterfuld vin, men det jeg var ude efter på dagen, var jo den vin jeg kendte, altså en frugtrig sommervin, blot med mere elegance og kompleksitet end en hverdagsvin. Elegancen var desværre ikke at finde mere, da den nu fremstod lettere bamset.

Vinen er købt på tilbud til kr. 195,- i allerød vinhandel, mod en normalpris på kr. 295,- Oprindelig synes jeg tilbudsprisen var fin i forhold til kvaliteten, men som den fremstår nu vil jeg vurderer den lidt lavere. Jeg lander på  88 Point

søndag den 2. juni 2013

Tesla & Querciabella arrangement



Atomwine havde inviteret til et arrangement som Tesla og Querciabella længe havde drømt om at afholde. Emnet var bæredygtighed, hvor Tesla som er førende inde for luksuriøse elbiler og Querciabella der en af Toscana´s bedre vinproducenter længe har haft et samarbejde. Querciabella producerer forøvrigt deres druer Biodynamisk.
Først skulle bilerne prøves og bagefter blev vinene smagt.
Her på bloggen handler det jo mest om vin, så derfor kommer vinene først.

Første vin der blev smagt på var Batàr 2011 der er en hvidvin, der er lavet på 50% Chardonnay og  50% Pinot Bianco. Vinen skulle på mange måder minde om en rødvin, forstået på den måde at den har bedst af nogle år på langs inden den nydes, kraftig og karakterfuld nok til at blive smagt efter en rødvin, hvis man skulle have lyst til det og generelt være særdeles langtids holdbar. Vinen regnes angiveligt for en af Italiens 10 bedste hvide og Toscana´s bedste hvidvin.
Det første der møder en er en særdeles frisk og charmerende duft, hvor æbler var den mest dominderende note. Æblesmagen går igen i smagen der også byder på blommer og måske en smule abrikoser. Syren er let, men dog tilstede, hvilket gør den meget let drikkelig også uden mad. Dertil kommer en usædvanlig lang eftersmag for en hvidvin.
Det var absolut den bedste hvide Italiener jeg har smagt på det tidspunkt, men senere bød de på en ældre udgave, der skulle vise sig at være endnu bedre, men mere om det senere. Vinen koster kr. 399,-

Anden vin jeg smagte var deres Chianti Classico, der blot hedder "Chianti Classico 2010".  Den er lavet på 100% Sangiovese og har ligget på fad i 12 måneder.
Den bød på en flot og frisk kirsebærduft der heldigvis også gik igen i smagen, der også bød på lidt peber, en fin syre og en god tørhed der først rigtigt sætter ind til sidst i den relativt lange eftersmag. Vinen koster kr. 139,- og er et rigtig godt glas vin til prisen.


Tredje vin jeg smagte var Camartina 2008, der er en Super Toscaner. Den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon og 30% Sangiovese, der har ligget på fad i 20 måneder.
Jeg noterede mig at den var mere elegant, kompleks og krydret udtryk end deres Chianti, men også med nogle af de samme kirsebær og peber noter. Det tydeligste krydderi var sjovt nok kanel, men også lidt vanilje. Normalt vil en Cabernet/Sangiovese blanding være domineret af Cabernet Sauvignon, men her virkede de i fin balance og harmoni, selvom der var mest Cabernet Sauvignon i den. Det skal også siges at smagen var en hel del længere end Chianti'en, men den koster altså også kr. 549,-  Denne vin blev også smagt senere i en ældre udgave.






Turpino 2010 er endnu en Super Toscaner, lavet på Cabernet Franc, Syrah og Merlot. Jeg kan desværre ikke huske det nøjagtige blandingsforhold og det fremgår ikke umiddelbart af deres hjemmeside. Den har ligget på fad i 16 måneder.
Det første der møder en er en flot duft af søde jordbær. Smagen byder byder også på jordbær, men kirsebær er faktisk mere dominerende. Smagen byder også på krydderier og et snert af sødme. Ligesom de øvrige vine bød den på en fin syre, velafbalanceret frugt og i lighed med "Camartina" en dejlig lang eftersmag og flot elegance. Absolut min personlige favorit blandt de unge vine.
Som tidligere nævnt blev der også budt på et par ældre vine. Den første var en Batàr 2007, der mindede meget om den yngre, bare mere kompleks, velafbalanceret og karakterfuld. Absolut den bedste Italienske hvidvin jeg har smagt til dato.

Den anden vin af ældre dato der blev budt på var som tidligere nævnt Camartina, årgangen var 1999.
Det første der møder øjet er en flot rødbrun farve, der tydeligt indikerer at det ikke er en helt ung vin. Smagen er dog også mere udviklet end 2008 årgangen, men stadig ung og frisk i udtrykket, med en fin syre. Havde jeg smagt den med bind for øjnene, havde jeg aldrig gættet at den var så gammel. I lighed med Batàr var den også mere intens, kompleks og velafbalanceret end dens yngre broder. Der er ingen tvivl om at de ældre vine var bedre end de yngre, så det er helt sikkert vine med et godt lagrings potentiale, når det er slået fast er det faktisk imponerende hvor godt de performer som unge.

Hvis man skal opsummerer lidt på Querciabella som helhed kan man sige at de laver elegante og velafbalanceret vine der har en fin balance mellem frugt, syre og krydderier, der gør at de går rigtig godt både med og uden mad.

Som tidligere nævnt handlede dagen jo også lidt om biler. Tesla bød på en prøvetur der faktisk var ret interessant. Selvom det var i hjertet af københavn var der  enkelte gange hvor der var mulighed for at mærke hvordan de kunne accelerer. Selvom speederen aldrig blev trykket i bund, blev man virkelig skubbet kraftigt tilbage i sædet når de gik fra 5 til 60 kilometer i timen på cirka 2 sekunder. Derudover byder de på en fantastisk god komfort på alle fronter. De kører utrolig blidt, lydløst og lækkert kabinen er mere rummelig og åben end traditionelle biler og de er endda udstyret med en stor touch screen der havde internet browser og navigation via google maps.
Batterierne ligger i undervognen og er med til at stabiliserer bilen. Da selve moteren sidder ude ved hjulene er der masser af plads i både kabine og bagagerummene der er placeret både foran og bagved. I det bagerste bagagerum er der endda plads til to børnesæder.
Bilerne skulle angiveligt kunne køre 350 kilometer på en opladning om vinteren og 400 kilometer om sommeren. De kan oplades i alle stikkontakter.
Alle detaljer virker meget gennemførte og sammenlignet med Audi  og andre lignende luksusbiler er den både mere lækkert lavet og meget billigere. Prisen på den model vi prøvede ligger til omkring kr. 850.000,-  men de har også billigere modeller til omkring kr. 500.000,-

Tilsidst en stor tak til både Tesla, Querciabella og Atomwine for et spændende arrengerment.