søndag den 14. juli 2013

Penfolds Thomas Hyland Adelaide Shiraz 2008

Penfolds er et af Australiens største vinhuse, både hvad angår kvalitet og kvantitet. Grange er deres topvin og har blandt andet opnået de magiske 100 point af Wine Advokate. Jeg har smagt et par af deres andre vine og mildest talt med meget forskellige resultater. Jeg har smagt et par af deres billigste der faktisk var glimrende vine til prisen, men jeg har også smagt en af deres vine til kr. 2000,- der ikke var bedre end at man kunne kalde det en fin hverdagsvin. Prismæssigt er vi lige over de billigste her. Den er lavet på en samling af druer fra Barossa, Coonawarra, McLaren Vale og Padthaway.

Den byder på en fin duft af peber og kirsebær, hvilket heldigvis også går igen i smagen. Kirsebær er dog en note der glider i bagrunden efterhånden som den trækker noget mere luft. Peber og andre krydrede noter bliver kraftigere og den begynder at byde på solbær og måske en smule brombær. Lig dertil en del bitterhed og nogle meget bløde tanniner.
Stilen er en rigtig bamset, kraftig og fyldig vin. Den er ikke specielt elegant, men der er dog ikke noget marmelade her, jeg savner dog lidt struktur, det er ikke lige min kop te, selvom kvaliteten vel sådan set er i orden.

Vinen er købt på tilbud til kr. 95,- hos vinspecialisten mod en normalpris på  kr. 150,- Tilbudsprisen er vel lige akkurat i orden. Jeg lander på 85 Point.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar